De fleste flytninger sker inden for samme kommune

Flyttekasserne blev ikke rykket langt i 2020, hvor størstedelen af flytningerne foregik internt i kommunerne. Det var især unge mennesker, der skiftede adresse.

62 pct. af flytningerne i 2020 foregik inden for samme kommune. Den højeste flyttehyppighed var i storbykommunerne Aarhus, Aalborg og København. Det viser publikationen ”Befolkningens udvikling 2020” fra Danmarks Statistik.

I disse kommuner er en stor andel af befolkningen unge mennesker. Fx udgør de 20-29-årige 25 pct. af befolkningen i Aarhus Kommune.

”Unge mennesker udgør en stor del af befolkningen i storbyerne, og de flytter klart mest af alle aldersgrupper. 35 pct. af alle flyttede personer i 2020 var i alderen 20-29 år,” siger Lisbeth Harbo, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Fald i antal ind- og udvandringer

Publikationen ”Befolkningens udvikling 2020” viser også, at der var et fald i ind- og udvandringen i 2020. Indvandringen var 16 pct. lavere end i 2019, og udvandringen var 20 pct. lavere. Også her er det de unge, der fylder i statistikken.

”Vi så et stort fald i indvandringen i forårsmånederne i 2020, hvorefter indvandringen steg igen, men dog uden at nå op på samme niveau som tidligere år. Det skyldes formentlig restriktioner i forbindelse med COVID-19, hvilket også kan have haft en effekt på udvandringen fra Danmark. Fx var udvandringen til USA mere end halveret i forhold til tidligere år,” siger Lisbeth Harbo.

I 2020 kom flest af de personer, der indvandrede til Danmark, fra Tyskland. I alt var der tale om 8 pct. af indvandringen dette år. Tilsvarende var den største andel af udvandringen også rettet mod Tyskland med 7 pct.

Læs mere i publikationen ”Befolkningens udvikling 2020” her, hvor du også kan finde data om fx aldersudviklingen i den danske befolkning og danskernes middellevetid, antallet af fødsler og døde, samt vielser og skilsmisser.

Kommentarer