Pårørende udvikler brætspil til demensramte

På baggrund af sin uddannelse, interesse for hjernen samt egne oplevelser som pårørende til demensramte, har Henriette skabt et dialogspil til demensramte og deres familier. Spillet, der har fået navnet ”Mit Liv I Brikker”, tager udgangspunkt i den demensramtes egne minder og livsbegivenheder. Formålet med spillet er at inddrage den demensramte, gøre det nemmere for pårørende at føre en samtale med personen og ikke mindst skabe gode, fælles oplevelser.

Henriette er selv uddannet socialpædagog og arbejder som hjemmevejleder på et botilbud for mennesker med senhjerneskader. Hun kender derfor en del til hjernen, når den ikke rigtig fungerer som den burde, samt håndtering af disse menneskers tab af færdigheder.

Derudover har hun selv haft demens tæt inde på livet, da hendes farmor blev ramt i 2010. Her var Henriette pludselig nærmeste pårørende og blev værge for sin farmor, som havde Lewy Body demens, i et sent stadie.

7 år senere blev Henriette igen pårørende til et familiemedlem, som fik demens. Denne gang var det hendes Bedstemor, kaldet Bedste. Henriette forsøgte at hjælpe ved at lave små skilte, breve og en tavle, der skulle hjælpe hukommelsen på vej, og det beroligede samtidig Bedste.

I løbet af processen så Henriette at det blev mere og mere vigtigt for Bedste at vide hvem hun selv var, og hvem hendes kære var. Hun havde brug for at høre til, og til at få kontakt med sin egen identitet. Det førte til en masse eksperimenter fra Henriettes side, som alle havde til formål at afhjælpe situationen. Nogle af eksperimenterne lykkedes imens andre ikke rigtig fungerede. Blandt andet nørklede hun med nogle træklodser, pap, og en lamineringsmaskine, da hun var i færd med at lave den allerførste prototype på, hvad hun kaldte ”Mit liv i brikker – mine nære og kære”. Hun havde dog ikke selv mulighed for at realisere det som et egentligt produkt. Men herefter mødte hun Anders Buus Jensen, Direktør for Danish Brain Games AS, som blandt andet står bag brætspillet XOBrainer, som er en opgraderet og fornyet version af det gode, gamle Kryds og Bolle. Og I fællesskab tog de næste skridt mod at skabe et hjælpemiddel til demensramte og deres familier i form af et brætspil – skræddersyet til det enkelte menneske.

Brug for nærvær og genkendelse

Spillet er nu sat i salg og man kan bestille en version, som er lavet helt specifikt til dén person, der skal modtage det. På den måde kan den demensramte genkende de personer, steder og begivenheder, der er i spillet, hvilket både kan skabe genkendelse, samtale og nærvær.

“Når man er sammen med mennesker med demens, er det vigtigt at være tålmodig og nærværende” forklarer Henriette. Tilstanden kan være svingende og det er vigtigt at møde personen, hvor han eller hun er den pågældende dag eller bare pågældende time, så man kan bidrage til gode oplevelser. Her kan den ro, der er ved at sætte sig sammen om brætspillet netop være med til at skabe rammen for en god kontakt, og et fælles fundament for en god dialog. Undervejs i spillet kan det være en god idé at udtrykke sig kort, præcist og kun med ét spørgsmål ad gangen, så der ikke skal afdækkes en masse forskelligt på én gang.

Testet af demensramte familier

Der er allerede positive tilkendegivelser fra pårørende, der har spillet ”Mit Liv I Brikker” med familiemedlemmer, der er ramt af svære hukommelsesvanskeligheder. Det gælder blandt andet Karina, hvis far er ramt af Alzheimers. Hun forklarer, at hendes far “… synes det er spændende og godt. Det var godt at få snakket om fortiden” og tilføjer: “Han siger, at han blev helt rørt over at tale om gamle dage. Vi kunne også mærke på ham, at han var meget begejstret og var med hele vejen.”

Familien oplever at spillet er en stor hjælp til at kommunikere med den demensramte, hvilket ellers kan være svært i hverdagen, da han ikke helt ved, hvad han skal byde ind med. Men i spillet handler det om ham og hans relationer, og det betød meget for ham. Her var plads til, at han kunne komme på banen. I hverdagen bliver han nemt lidt overset, fordi han trækker sig i de sociale relationer.

På den måde kan der med ”Mit Liv i Brikker” skabes identitetsbevarende stunder og mange gode snakke ved at holde fokus og skabe positiv genkendelse.

Hjernen styrker de stier den bruger, og sletter de stier som ikke bliver brugt, med andre ord, stopper vi med at tale om familieforhold, relationer, og oplevelser, vil disse forsvinde hurtigt, særligt når man rammes af en demenssygdom. Derfor er det vigtigt at bevare dialogen om ”hvem man er, og hvor man kommer fra, og hvad man kommer med”, så disse selvbiografiske erindringer holdes friske, så længe som muligt.

Kommentarer