Kultur

1.000 folkedansere og folkemusikere kommer til Stevns i 2017

Stevns Kommune: I sommeren 2017 kommer op mod 1.000 folkemusikere og folkedansere til Køge og Stevns, for at afholde deres årlige Landsstævne.

Fra mandag den 17. til lørdag den 22. juli 2017 kommer op mod 1.000 folkemusikere og folkedansere til Køge og Stevns, for at afholde deres årlige Landsstævne.

Titlen for årets stævne bliver KØST2017, da de to landsforeninger Folkedans Danmark og Spillemandskredsen samarbejder med de lokale foreninger Køge Folkedansere(KØ) og Stevns Folkedansere (ST).

Stævnets underudvalg er allerede godt i gang med at arrangere en uge fyldt med masser af musik og dans, og et væld af udflugter for stævnets deltagere til de mange spændende steder der findes i Køge og Stevns kommuner.

Området fyldes med gæster til hoteller og butikker

Deltagerne vil blive koncentreret omkring Søndre Skole og Ravnsborghallen, hvor en stor del af deltagerne vil bo på skolelogi og nødcamping. Men derudover bliver der helt sikkert også tryk på hoteller, B&B, campingpladser osv., ligesom områdets restauranter og butikker vil kunne mærke de mange besøgende.

Arrangørerne kan allerede nu love, at der bliver masser af folkedans og -musik i Køge by, hvor de planlægger at benytte byens fantastiske pladser, torvet, torvebyen, havnen og den nye Pletten.

Onsdag den 19. juli er der torvedag i Køge og så rykker stævnet til Stevns, hvor folkedansere blandt andet vil optræde på Kommunens mange plejehjem, samt i Store Heddinge by og afholde en festlig afslutning på dagen på Rødvig Havn.

Kommentarer