Store Heddinge

101 vil have del i kystpulje

Nordea-fonden har modtaget 101 ansøgninger til aktiviteter langs kysterne. Vinterbadning er topscorer og flest forslag kommer fra Syddanmark. Man kan stadig nå at søge.

Vinterbadning, bådaktiviteter og vandformidling er de aktiviteter, der flest gange går igen i de 101 ansøgninger, som Nordea-fonden har modtaget til sin 50 millioner kroner store Kystpulje.

Og med 36 forslag fra Syddanmark tegner regionen sig for klart de fleste forslag, mens Sjælland med 23 forslag følger efter. Region Nordjylland tegner sig i første ansøgningsrunde med ni forslag for færrest blandt landets fem regioner.

Men de nordjyske ildsjæle får lige som de øvrige regioner endnu en chance for at søge midler fra kystpuljen, idet der forestår endnu en ansøgningsrunde med frist 1. juli.

Aktiviteter langs alle landets kyster

“Vi har et ønske om at fordele midlerne langs alle landets kyster. Vi har modtaget mange gode forslag. Men selvom vi er meget tilfredse med både idérigdom og antallet af ansøgninger i første runde, håber vi på endnu flere gode ansøgninger i næste runde, så vi har så mange gode forslag fra hele landet at vælge imellem som muligt,” siger kommunikationschef Tine Wickers, Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Nordea-fonden var med direktør Henrik Lehmann Andersen i spidsen på teltturné langs de danske kyster, og slog teltet op seks steder i landet.

I dialog om 470 idéer

Siden lanceringen af puljen for to måneder siden har fonden været i dialog om ca. 470 idéer enten på telefon, online eller ved teltmøderne.

“Derfor ved vi også med sikkerhed, at der er endnu flere gode idéer ude langs kysterne, end dem vi endnu har modtaget ansøgninger på,” siger Tine Wickers.

Ansøgningerne vidner om, at danskerne for alvor har taget vinterbadningens velsignelser til sig, idet badebroer, sauna og saunabade tegner sig for i alt 15 forslag. Men også bådentusiaster har været flittige til at søge. Ansøgninger til joller, følgebåde og både til sejlklubber går igen i ni forslag. Lige så mange ansøgninger ønsker at formidle den maritime natur, og så er Stand up paddle også kaldet SUP er en relativt ny aktivitet langs de danske kyster, hvilket afspejler sig i ansøgningerne.

Nordea-fondens medarbejdere går fortsat gerne i dialog med mulige ansøgere inden anden ansøgningsfristen 1. juli. Især lokale ildsjæle, kommuner og lokalforeninger opfordres til at søge.

Fakta om puljen:

·       Man kan søge støtte til kystnære aktiviteter inden for fondens fire støtteområder sundhed, motion, natur og kultur.

·       Man kan søge om støtte i beløbsrammen 100.000-1.000.000 kr.

·       Som noget nyt kan man opnå støtte til faciliteter og anlæg.

·       Fonden støtter ikke enkeltpersoner eller virksomheder.

·       Anden og sidste ansøgningsrunde har deadline 1. juli 2018

·       Alle ansøgere får svar enten i september eller oktober 2018

·       Læs mere på Nordeafonden.dk, hvor man kan få en hurtig vurdering af sin projektidé.

Om Nordea-fonden:

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. I år er der særligt fokus på det gode liv ved kysten. Se mere på nordeafonden.dk

Kommentarer