14 procent af udrykningerne i kommunen er forsinkede
Store Heddinge: Stevns Brandvæsen afgik fra brandstationerne indenfor lovkravet på 5 minutter, i 86 procent af brandudrykningerne i 2011 og i 4 procent af udrykningerne var de ude af døren på under et minut.
De tilsvarende tal for Faxe er henholdsvis 82 procent og 3 procent. Det viser brandvæsenernes egne indberetninger vedrørende kørsel 1 udrykninger til Beredskabsstyrelsens ODIN-system.
Kravet i lovgivningen er, at brandudrykningerne skal afgå fra brandstationen senest 5 minutter efter modtagelsen af alarmen.
På landsplan steg andelen af udrykninger, som overholder kravet om afgang fra brandstationen inden for 5 minutter, fra 89 procent i 2010 til 92 procent i 2011, hvilket er det højeste niveau i de sidste fem år.
I Region Sjælland var der en mærkbar fremgang fra 80 procent til 85 procent.
Næstved ligger på en absolut sidsteplads med 57 procent rettidige udrykninger, dernæst kommer Vordingborg med 63 procent rettidige udrykninger.
I Køge er de ude af døren på under ét minut i 88 procent af udrykningerne og 99 procent af alle udrykningerne er ude på under 5 minutter.
Kun brandvæsenerne i 7 kommuner lever op til kravet ved 100 procent af udrykningerne i 2011, nemlig Fanø, Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Læsø, Samsø og Vallensbæk kommuner.
Kigger man på andelen af udrykninger, der afgår inden for 1 minut, ser toplisten for 2011 således ud, Gentofte: 97 procent, Høje-Taastrup og Ishøj: 95 procent.
Kommentarer