Strøby Egede

16 miljøbevidste børn samler affald på mandag

stranden_stroeby_egede

Strøby Egede: 16 miljøbevidste børn deltager i affaldsindsamling på stranden i Strøby Egede på mandag

På mandag den 5. august går en gruppe børn på stranden i Strøby Egede for at samle affald. De har på forhånd tilmeldt sig via Stevns Kommunes Aktiv Sommer og de har hver især betalt 25 kroner for at deltage.

Der er tilmeldt 16 børn og unge til arrangementet, der finder sted på baggrund af et samarbejde mellem kommunes tilbud til skolesøgende børn og unge og kampagnen Ren Strand – Ren Natur.

De fremmødte børn går langs kysten og rydder op på stranden og stierne.

– Undervejs taler vi om det affald vi finder. Vi taler for eksempel om de meget lange nedbrydningstider der er på affaldet, det kan for eksempel tage helt op til 1.000 år for en plasticpose at blive nedbrudt i naturen og en ispind ligger typisk i 10 år inden at den forgår, da den er overfladebehandlet med paraffin, for at isens væde ikke skal gå i forbindelse med træet, fortæller Birgitte Nielsen fra Teknik og Miljøafdelingen i Stevns Kommune.

Der er mange problemer forbundet med affald i naturen. Dels er det grimt og træls at kigge på, dels kan det være farligt for dyr. Større dyr som hjorte, ræve og harer kan skære sig på ståltråd, glas og dåser. Mindre dyr som mus og små rovdyr kan blive fanget i glas og flasker med madrester. De kravler ind for at finde noget at spise – og kommer aldrig ud igen. Fugle kan komme til at sluge plastik, så der ligger stumper i deres maver, som ikke kan komme ud. Desuden kan affaldet være giftigt. Batterier, mobiltelefoner, plastik indeholder tungmetaller og giftige stoffer.

Arrangementet finder sted mandag den 5. august fra klokken 10.00 til 13.00. Børnene, der er fra 7 år og op, mødes ved Sommerhuset ved Vejs Ende, Strøby Egede

Faktaboks: Aktiv Sommer – 2013

Aktiv Sommer er et tilbud til skolesøgende børn og unge i Stevns Kommune, der giver dem mulighed for at få nogle spændende, indholdsrige og udfordrende dage i sommerferien.

Kilde: Stevns Kommunes hjemmeside

Kommentarer