Strøby Egede

18-årig stevnsbo med i stor musical

Foto: Eventyrteatret

Strøby Egede: 18-årige Philip Visholm fra Strøby Egede medvirker i familiemusicalen, ”Nilens Stjerne”, som er Eventyrteatrets 25-års jubilæumsforestilling.

Fra mandag den 03. oktober til søndag den 23. oktober kan 18-årige Philip Visholm fra Strøby Egede opleves som vagt i forestillingen ”Nilens Stjerne”, der spilles i Glassalen i Tivoli, skriver Stevnsbladet.

Forestillingen omhandler de gamle egyptere, som vidste, at orden og kaos er nødt til at eksistere side om side. Men da en ubalance pludselig truer livet på jorden, vækkes de gamle guder til live.

Eventyret kickstarter i nutidens København på Glyptoteket: To skoleelever ryger ind i en tidslomme, og står pludseligt ansigt til ansigt med sjakalguden Anubis, de dødes beskytter. Børnene hvirvles ind i et forrygende eventyr med forbytninger, forviklinger og genoplivede mumier, og de bliver hurtigt vigtige brikker i de gamle guders indbyrdes kamp mellem lys og mørke – og kaos og harmoni.

Forestillingen varer 2 timer inklusiv 20 minutters pause, og billetter til forestillingen kan købes på billetlugen.

Forestillingen er egnet for alle eventyrelskere fra 5 år og opefter.

Kommentarer