Store Heddinge

19-årig sigtet for tyveri af brændstof

politi_bil_blaa

Store Heddinge: En 19-årig mand fra Store Heddinge blev natten til søndag anholdt og sigtet for tyveri af brændstof

Natten til søndag den 7. september klokken 05:15 ville politiet standse en varebil uden nummerplade på Sorøvej i Ugerløse ved Holbæk for at kontrollere bilen og dens fører. Føreren ønskede ikke at standse og forsøgte at køre fra politiet ind over en mark og gennem noget bevoksning, indtil bilen kørte ned i en grøft.

Føreren og en passager løb fra stedet, men passageren overgav sig selv til politiet, som kunne anholde en 19-årig mand fra Store Heddinge.

Politiet ledte efter føreren med en tjenestehund, som hurtigt fik færten af ham, så politiet kunne anholde en spiritus-/narkopåvirket 29-årig mand fra Tølløse. Årsagen til deres flugt var, at varebilen var fyldt med dieselolie i dunke og pumpeudstyr.

De anholdte blev derfor sigtet for tyveri af dieselolien, og føreren blev tillige sigtet for spiritus- og narkokørsel samt nogle overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med biljagten. Han fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Efter endt sagsbehandling blev begge løsladt, men de kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Kommentarer