2 unge fra Store Heddinge havde hash i bilen
Store Heddinge: To unge mænd fra Store Heddinge blev anholdt og fik konfiskeret både hash og narkopenge sent torsdag aften på i Køge
Torsdag den 31. januar klokken 22:45 foretog en politipatrulje en rutinemæssig standsning af en bil på Kongsberg Alle i Køge.
Ved henvendelse til føreren bemærkede patruljen en markant hashlugt. En 20-årig mand fra Store-Heddinge sad bag rattet, og da politiet skønnede ham påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, blev han anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved visitation af den anholdte og ransagning af bilen fandt politiet et formodet narko-regnskab, 98 gram hash samt 9600 kroner i kontanter.
Der blev passageren – en 19-årig mand fra Store-Heddinge – også anholdt og sigtet for meddelagtighed i besiddelsen af hash og penge.
Narkoregnskabet, hashen og pengene beslaglagde politiet med henblik på senere konfiskation.
Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven vedrørende formodet narkopåvirket kørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort samt for besiddelsen af effekterne og pengene i relation til hashfundet.
Den 20-årige blev også sigtet for overtrædelse af straffeloven, idet han i forbindelse med anholdelse udgav sig for at være en anden person, indtil en politimand genkendte ham som værende den 20-årige fra Store-Heddinge.
Begge anholdte overnattede i et arresthus.
Kommentarer