20 børns smagssanser udfordret på Hårlev Kro tirsdag aften

Hårlev: Tirsdag den 9. oktober var der smagens time over hele landet. På Stevns var Hårlev Kro stedet hvor børnene kunne opleve en 3-retters menu som ville udfordre deres smagsløg.
Via Madbillet.dk kunne børn købe en madbillet til 110,- kroner og dermed få en mad oplevelse som var lidt udover det sædvanlige.
Læs artiklen Smagens Time på Hårlev Kro – forbudt for voksne!
20 børn fra nær og fjern havde købt billetter og fik en aften uden forældre, betjening som var de voksne og ikke mindst en spændende 3-retters menu.
Menuen bestod af en forret af gulerodssuppe med friteret gulerod og rygeostebagte sprøde brød. Hovedretten var cognac flamberet nakkefilet med sprød porre og honning glaserede rødbeder. Til dessert fik børnene Duo af chokolade, det vil sige chokolade parfait og chokolade fondant.
Stevns.nu talte med 4 børn fra Store Heddinge. Tvillingerne Marie-Louise og Magnus, Frederik på 10 år og Laura på 11 år. De 3 på 10 år havde deltaget i arrangementet sidste år og var så begejstret, at de havde lokket Laura med i år. De var alle glade for maden, men ikke helt enige om, hvilken ret der var den bedste.
Frederik kunne bedst lide gulerodssuppen, Marie-Louise kunne vældig godt lide hovedretten og desserten, hvor Laura var mest glad for desserten. En ting var sikkert, de kommer gerne igen en anden gang.
I lokalet ved siden af sad 2 forældre til de spisende gæster. Margit Kjellquist, Køge havde læst om arrangementet i Politiken i søndags. Hun havde taget 2 11-årige piger med.
– Det er første gang vi er med, men jeg synes, det er en god idé. Det ville være godt med flere af sådanne arrangementer, måske 2 gange om året, siger Margit til Stevsn.nu.
Ved et andet bord sidder Charlotte Kieler fra Køge. Hun havde læste om arrangementet på Internettet og havde købt madbilletter til sine 2 piger på 6 og 7 år.
– Det er også første gang, at vi er med. Vi er taget til Hårlev for at deltage, da der ikke er noget arrangement i Køge. Jeg synes, at det er så vigtigt at børnene får lov til at smage noget nyt og anderledes, som måske kan udfordre deres smagssanser.
Begge forældre havde fået lov til, at få lidt smagsprøver af menuen og var vældig begejstret, måske endda lidt misundelige.
Ude i køkkenet står en glad restauratør Claus Uhrenholt Lauritzen og siger til Stevns.nu
– Jeg er godt tilfreds med, hvordan arrangementet er gået og rigtig glad for, at vi i aften har givet børnene en god smagsoplevelse og samtidig været med til at støtte Melting Pots ubeskåret med 1.000,- kroner, idet Martin og jeg har arbejdet gratis i aften.
Overskuddet fra Smagens Time går ubeskåret til Melting Pots arbejde med at etablere en madskole for fattige unge i Bolivias hovedstad, La Paz, i samarbejde med IBIS. Læs mere om Melting Pots her.
Kommentarer