Store Heddinge

21-årig lokal mand ville sælge stjålet cykel

En 21-årig mand fra Store Heddinge forsøgte onsdag aften at sælge en stjålet cykel til cyklens rette ejer på Køge Station.

Onsdag den 7. juni klokken 18.20 henvendte en 26-årig mand fra Køge sig til politiet, fordi han 2. pinsedag fik sin cykel stjålet fra Ølby station. Han havde nu opdaget, at formentlig hans egen cykel var sat til salg på et online salgsmedie.

Ejeren af den stjålne cykel havde aftalt at mødes med sælger ved Køge S-station klokken 19.30 som mulig køber af cyklen. Anmelderen ønskede også politiet til stede, såfremt der vitterligt var tale om hans stjålne cykel, som sælger ville sælge ham.

På det aftalte tidspunkt og sted dukkede sælgeren – en 21-årig mand fra Store-Heddinge – op med cyklen, som viste sig at være anmelderens stjålne cykel. Da politiet også var til stede i nærheden, blev sælgeren kontaktet og spurgt om ejerforholdet på cyklen.

Da den 21-årige ikke kunne redegøre for ejerforholdet og hvordan, han var kommet i besiddelse af cyklen, sigtede politiet ham for tyveri af cyklen.

Cykelejeren fik således sin cykel retur uden at skulle betale for den, og den 21-årige kan nu forvente et strafferetligt efterspil, efter den mislykkede handel.

Kommentarer