DLF-Trifolium uddanner i stedet for at fyre
Store Heddinge: Virksomheden DLF-Trifolium, som også har en afdeling i Store Heddinge, går imod strømmen for at undgå fyringer
DLF‐TRIFOLIUM er verdens største producent af græs og kløver, og de har sat i system at få videreuddannet over 100 medarbejdere i løbet af de næste fire år hos Selandia CEU i Slagelse.
Hos DLF‐TRIFOLIUM bliver over 100 medarbejdere i disse år videreuddannet til lageroperatører med speciale i lager og logistik og planen er at uddanne et antal medarbejdere yderligere til lager‐ og terminaldisponenter. Det sker både for at motivere og udvikle medarbejderne, men i lige så høj grad også for at fastholde dem i nedgangstider, skriver Selandia CEU.
‐ Vi har overordnet et ønske om at holde på vores dygtige medarbejdere, både fordi de har stor anciennitet, som vi gerne vil bevare, men også for at undgå at ansætte nye, når det igen begynder at gå godt. Derfor har vi valgt at sende medarbejderne på uddannelse, når der ikke er så meget at lave, fortæller Arne Nielsen, driftsleder for DLF‐TRIFOLIUMs produktionsafdelinger i Ringsted.
Hos Selandia CEU i Slagelse ser uddannelseskonsulent, Tommy Olsen, positivt på den generelle tendens til at større danske virksomheder opprioriterer uddannelse.
‐ Mange virksomheder har allerede været igennem en eller flere fyringsrunder og ønsker simpelthen ikke at afskedige flere. Dernæst gør den refusion virksomhederne får, når medarbejderen er på skole, det næsten omkostningsfrit for virksomheden at uddanne medarbejderne, siger han ifølge Selandia CEUs nyhedsside.
Udover motiverede medarbejder har DLF‐TRIFOLIUM også udsigt til en mere effektiv produktion, fordi medarbejderne bliver mere fortrolige med it. Det gør eksempelvis implementering af nye it‐systemer til lagerstyring mere smidig. Men det har krævet tilvænning til skolebænken.
På billedet ses Johnny Pedersen til venstre og Jannick Pedersen foran comupteren i klasselokalet på Selandia CEU i Slagelse. (Foto: Selandia CEU).
Kommentarer