Klippinge

31-årig spritbilist anholdt på Gammel Køgevej

En 31-årig mand fra Rødvig blev fredag morgen anholdt for spirituskørsel i rundkørslen ved Gammel Køgevej i Klippinge.

Fredag den 24. februar klokken 09.05 anholdt en politipatrulje en 31-årig mand fra Rødvig for spirituskørsel i en personbil i rundkørslen ved Gammel Køgevej/Toftevej i Klippinge. Nogle få minutter tidligere havde en anden bilist anmeldt føreren af personbilen for at køre usikkert af Klippingevej i Strøby-området.

Da politipatruljen på vej mod Køge fik kontakt med personbilen i rundkørslen, gik bilen i stå for føreren. Da han var påvirket af spiritus under kørslen, blev han således også anholdt og sigtet for spirituskørsel. En anden patrulje blev tilkaldt til at sørge for indtransporten, idet den anholdte, 31-årige mand ikke var helt tilfreds med politiets indgriben i hans kørsel.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 31-årige, som dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Kommentarer