35 mænd mødtes til grillpølser i Strøby
Strøby: Initiativet Mænds Mødesteder Stevns er komme rigtigt godt fra start
Omkring 35 mænd havde mandag den 18. maj fulgt opfordringen fra bestyrelsen i Mænds Mødesteder Stevns, og kom til grillpølser i solskin på Blommevej i Strøby.
Det vigtige – fællesskabet
– For mig blev dagen i dag en oplevelse, jeg længe vil huske. Jeg mødte mænd med mange forskellige baggrunde og i mange forskellige aldre. Næsten alle havde ideer til, hvad vi kunne lave sammen eller i mindre grupper. Jeg hørte mænd fortælle om deres liv, og det var gode historier men også sørgelige historier. Jeg glæder mig til at mødes med disse mænd i fremtiden, og jeg er sikker på, at vi vil få glæde af hinanden og kan hjælpe og støtte hinanden, fortæller Flemming Petersen fra bestyrelsen
Læs også: Grillede pølser hos Mænds Mødesteder Stevns
Vi ses på Blommevej!
Fremover mødes Mænds Mødesteder hver mandag fra 11.00 til 15.00 på Blommevej 3 i Strøby. Der er dog ikke møde 2. pinsedag, mændene mødes i stedet tirsdag den 26. maj fra 11.00 til 15.00.
Programmet de næste gange står på hyggelig snak over en kop kaffe og en ostemad eller den medbragte madpakke, og på at få gang i nogle af de aktiviteter, der allerede er mange idéer til.
Flemming slutter af med en opfordring:
– Jeg er blevet klogere og har fået nogle nye kammerater, og det er ikke så tosset, når man er blevet 73. Vi ses på Blommevej!
Fotos: Stevns.dk
Kommentarer