4-hjulet turistinformation skal møde gæsterne ved strand, skov og slot
Det gælder om at møde turisterne der, hvor de er. Derfor har VisitSydsjælland-Møn igen i år etableret en rullende turistinformation, der skal rundt i destinationen for at hjælpe gæsterne med gode råd og vejledning til oplevelser i Sydsjælland og Møn.
Foråret er over os og inden længe begynder turisterne for alvor at tjekke ind på campingpladser, feriecentre, sommerhuse og hoteller i SydkystDanmark.
I dag henter turisterne meget af deres inspiration på internettet, men der er stadig behov for det personlige værtskab. For selv om turisterne har forberedt sig hjemmefra, kan der undervejs på ferien opstå spørgsmål, som man gerne vil have hjælp til. Hvordan er det nu lige med åbningstiderne for Skovtårnet hos Camp Adventure, hvor finder man den bedste badestrand på Stevns og hvor kan man leje en cykel i Faxe?
– Vi har allerede 58 turistinformationer spredt ud over hele Sydsjælland og Møn, hvor dygtige medarbejdere står klar med gode råd. Men i løbet af sæsonen er der jo en lang række begivenheder som festivaler, markeder, events eller bare en varm sommerdag, hvor der valfartes til stranden, og hvor der samles både lokale og folk udefra. Her giver det rigtig god mening med en ’rullende’ turistinformation, som kan være tilstede i en kortere periode, siger Vibeke Tejlmand, turismeservicechef i VisitSydsjælland-Møn A/S.
”Vores 4-hjulede turistinformation er i sagens natur mobil, så vi kan nå ud og møde folk, dér hvor de er, og så er der plads til en ordentlig stak brochurer bag i bilen. Vi er meget glade for, at det igen i år er lykkedes at indgå en sponsoraftale med Autoforum Vordingborg, der har stillet en splinterny Nissan Qashqai til rådighed,” siger hun.
Som en ekstra service er den rullende turistinformation også udstyret med opladere til mobiltelefonen.
En seværdighed i sig selv
Den rullende turistinformation er i sig selv lidt af en seværdighed, da bilen er udsmykket med billeder af en række af SydkystDanmarks største attraktioner. Så alene mødet med bilen kan give turisterne inspiration til nye oplevelser.
– Og så har vi i år valgt en lille ekstra detalje, hvor vi har udsmykket sidespejlene med Dannebrog. Det er en påmindelse om, at vi i år kan fejre Dannebrogs 800-års fødselsdag, siger Vibeke Tejlmand.
Den opsigtsvækkende Nissan Qashqai er i øvrigt ikke den eneste rullende turistinformation, som destinations gæster kan møde. Til den nye sæson har VisitSydsjælland-Møn også opgraderet flåden med to budcykler, der ligesom bilen er udsmykket efter alle kunstens regler.
De to budcykler skal anvendes af de frivillige på turistinformationen på Banegårdspladsen i Næstved og House of Møn i Stege, så de lettere kan komme rundt med brochurer og inspiration.
– Både bilen og budcyklerne er så iøjnefaldende, at de nok skal blive et godt samtaleemne, når vi møder turisterne ude i sommerlandet, siger Vibeke Tejlmand.
Kommentarer