47-årig lokal mand idømt fængsel og millionbøde
Strøby Egede: En 47-årig mand fra Strøby Egede har fået en dom på halvandet års fængsel og en bøde på 6,2 millioner kroner på grund af skattesjusk
Retten i Roskilde har idømt en 47-årig virksomhedsejer fra Strøby Egede halvandet års fængsel, hvoraf et år blev gjort betinget med en prøvetid på to år, samt en bøde på 6,2 millioner kroner. Det skriver Dagbladet. Bøden kan konverteres til yderligere to måneders fængsel.
Manden blev kendt skyldig i fem anklagepunkter, der omfatter skattesvig i årene 2005-07 hvor han ikke har oplyst Skat om det reelle skattepligtige overskud af hans virksomhed. Derudover har han ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag ved udbetaling af løn til medarbejderne samt udeladt at indbetale lovpligtige afgifter.
Den 47-årige, der nægtede sig skyldig i alle anklagepunkterne, har modtaget dommen.
Kommentarer