Samfund

Køge Bugt Motorvejen åbner et år før tid

Stevns Kommune: Pendlerne i Stevns Kommune kan se frem til at vejarbejdet snart er slut på Køge Bugt Motorvejen.

Den omfattende udvidelse af Køge Bugt Motorvejen forventes færdig i slutningen af 2017. Det er næsten et år før planlagt.

Efter flere års omfattende vejarbejde forventer Vejdirektoratet i slutningen af 2017 at kunne aflevere en færdig udvidelse af Køge Bugt Motorvejen fra seks til otte spor. Det vil være næsten et år tidligere end oprindeligt planlagt.

– Det er utrolig glædeligt både for trafikanterne og for borgerne i området, at så stort og kompliceret et vejprojekt kan stå færdigt næsten et år før tid,  siger bygningsminister Hans Christian Schmidt.

– Årsagen til den hurtigere færdiggørelse skyldes en kombination af god planlægning og favorable vejrforhold. De milde vintre har betydet, at vores entreprenør har kunnet arbejde igennem stort set uden afbræk i vinterperioden, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen og han fortsætter:

Vi ser frem til at aflevere den færdige vej, der samtidig vil markere afslutningen på et langvarigt og kompliceret byggeri, som har trukket store veksler på både trafikanternes og borgernes tålmodighed.

God infrastruktur styrker væksten

Der kører i dag cirka 110.000 biler i døgnet på Køge Bugt Motorvejen, som dermed er en af de centrale indfaldsveje til hovedstadsområdet. Projektet har været ekstraordinært komplekst, fordi udbygningen har skullet gennemføres samtidig med, at den trafikale livsnerve er holdt åben. Sideløbende er Banedanmark i færd med at bygge den nye jernbane mellem København og Ringsted på samme strækning.

Udbygningen af motorvejen har været i gang siden 2012 og er sket i flere etaper. Allerede sidst i 2016 vil trafikanterne få glæde af fire spor i hver retning. Det sidste lag asfalt, slidlaget, vil dog først blive lagt i sommeren 2017 samtidig med de afsluttende finisharbejder, der udføres i løbet af efteråret 2017.

Med den færdige udvidelse vil trafikanterne på én af hovedfærdselsårene til og fra København opleve, at rejsetiden falder:

– En velfungerende infrastruktur er helt afgørende for væksten i Danmark, fordi den sikrer, at både mennesker og varer kan komme nemt og sikkert frem. Derfor vil åbningen af Køge Bugt Motorvejs-udvidelsen også være en milepæl, som jeg er sikker på vil blive til glæde for samfundet, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Den præcise dato for projektets afslutning er endnu ikke fastlagt.

Fakta om projektet:

  • I løbet af et år kører der i gennemsnit mere end 110.000 bilister på Køge Bugt Motorvejen hver dag.
  • I 2010 vedtog Folketinget at udbygge motorvejen fra seks til otte spor på strækningen <29> Greve S – <32> Køge.
  • Udbygningen er delt i to etaper, og første etape Greve S – Solrød S stod helt klar i efteråret 2015, mens anden etape Solrød S – Køge forventes at stå færdig ultimo 2017. I alt er strækningen 14 kilometer lang.

Kommentarer