2-årige Emir glemt i barnevognsskur
Strøby: Ved middagstid blev 2-årige Emir lagt til at sove i dagsinstitutionen Lodbjerggård i Strøby. Men, da hans mor, Rosa Gülcan Ozturk, kom for at hente ham, kunne pædagogerne ikke huske, hvor han var.
Torsdag den 24. november skulle Rosa Gülcan Ozturk hente sin 3-årige datter og sin 2-årige søn i vuggestuen Lodbjerggård i Strøby. Men, personalet kunne ikke huske, hvor han var og eftermiddagen udviklede sig derfor til et mareridt, skriver TV ØST.
Efter grundig gennemsøgning viste det sig, at pædagogerne i vuggestuen havde glemt at tage 2-årige Emir op efter hans middagslur. Derfor havde de kørt barnevognen på plads i et skur uvidende om, at han stadig sov i barnevognen. Hvor længe drengen endte med at ligge i barnevognen er usikkert, men han blev fundet klokken 16.45.
– Han lå bare der med kæmpestore øjne, og lige så snart han ser mig, så begynder han at tudbrøle. Han græd ligesom, da han blev født. Det var virkelig voldsomt, siger Rosa Ozturk til TV ØST.
Centerchef for Børn og Læring i Stevns Kommune, Anton Svendsen, ser på sagen som ‘dybt ulykkelig’ og uddyber, at hændelsen ikke kan undskyldes med for lidt personale eller for mange vikarer, da det var det faste personale, der var på arbejde.
Kommunen skal tage ansvar
Rosa Gülcan Ozturk mener, at kommunen skal tage et ansvar, så hændelser som denne ikke sker igen i fremtiden. Stevns Kommune erkender deres ansvar i sagen, og vil tirsdag den 29. november i kommunens børneudvalg diskutere, hvordan sådanne sager i fremtiden kan undgås.
– Det er noget, vi kun kan beklage. Sådan noget må simpelthen ikke ske. Jeg har bedt om, at forvaltningen laver en fyldig redegørelse af forløbet, og så må vi diskutere, hvorvidt vi skal ændre procedurerne. Som forældre skal man være tryg ved at aflevere sit barn i institution, siger formand for Børneudvalget i Stevns Kommune, Janne Halvor Jensen (DF), til TV ØST.
Familien Ozturk har besluttet at tage begge deres børn ud af dagsinstitutionen fra i dag mandag den 28. november.
Pædagoger havde ikke glemt Emir
Efter flere mediers skriverier om episoden, står Christina Sandholt Bjørn frem og fortæller, at de kun havde glemt drengen en lille times tid, da han blev tjekket klokken 15.30, hvor han stadig lå og sov.
En pædagog vælger at lade den sovende dreng ligge, og får ikke fortalt sine kollegaer, at han stadig ligger i barnevognen, da hun tager hjem. Derfor ender han i skuret, hvor barnevognene står opbevaret, når de ikke bliver brugt.
– Vi er naturligvis rigtig berørte af situationen. Det er jo en pædagogs værste mareridt at møde en forælder, der er så desperat og føle, at der er sket en forglemmelse. Det er naturligvis forkasteligt. Han har ligget alene i en lille times tid, og altså ikke fem timer, siger Christina Sandholt Bjørn
Vuggestuen tager hændelsen op til revision for at se på, hvordan de kan undgå sådan en situation i fremtiden.
Kommentarer