Strøby

Månedens iværksætter: DroneInspektion i Strøby

Stevns Erhvervsråd har udpeget DroneInspektion i Strøby ved Michael Noer-Hvarre som Månedens Iværksætter i november.

Michael Noer-Hvarre startede virksomheden DroneInspektion i 2015, der blandt andet forbinder ny droneteknologi med bygge- og anlægsbranchen. Han er blandt de første til at gribe chancen og bruge dronerne i professionel sammenhæng.

Droner er mere end bare et sjovt stykke lejetøj – det er et effektivt værktøj. Det mener Michael Noer-Hvarre, der har startet en virksomhed, hvor han flyver med droner for at dokumentere skader på huse eller præsentere områder eller virksomheder.

– Det er min håndværksmæssige baggrund og min nysgerrighed for teknik, der har gjort at jeg startede op, fortæller Michael, der fik ideen til at bruge droner til bryllupsfotografering, da han samarbejder med bryllupsplanlæggeren TwoHearts. Derfra har han udviklet konceptet, og i dag har han mange forskellige typer opgaver.

– Egentlig opstart af firmaet var sommeren ’15, men der havde jeg gået og arbejdet med det et stykke tid i forbindelse med TwoHearts. Jeg har en byggeteknisk baggrund, så det var naturligt for mig at tage det med ind og kigge på byggeriet også. Det der er det gode ved dronen er, at den har så mange anvendelsesmuligheder. Den er ikke begrænset til kun et bestemt segment, den har mulighed for at kunne brede sig, fortæller Michael, der oprindeligt er uddannet blikkenslager, og både kan kalde sig VVS-tekniker og autoriseret VVS-installatør.

– I 23 år har jeg arbejdet med byggebranchen, og 18 år med B2B-salg indenfor salg og marketing som produktspecialist i flere forskellige danske virksomheder, fortæller Michael, der derfor har en masse erfaring og et kæmpe netværk, som han i dag bruger meget.

Mere redigering end flyvning

I byggeriet giver dronerne nogle helt unikke muligheder for at dokumentere skader på bygninger, da de kan bevæge sig langt, og er fleksible og smidige i forhold til en lift. Førhen har det nemlig altid været nødvendigt at få en lift ud, når man skulle lokalisere en skade, men i dag kan en drone gøre arbejdet – endda nemmere, grundigere og hurtigere.

– Det er også billigere for kunden at lave en løsning, hvor du har en drone ude, som er oppe at flyve rundt og observere. Det koster to mand med en lift og det tager i hvert fald en dags tid plus liftens leje – så prisen er relativt høj for at få udført sådan noget, fortæller Michael, der netop på grund af sin håndværksmæssige baggrund ved, hvad han skal se efter og dokumentere, når han filmer for byggeriet.

Michael har allerede flere kunder indenfor byggebranchen, men han løser også et væld af andre typer opgaver. Dronen kan nemlig flyve helt op til 100 meter op i luften, hvilket viser nogle helt nye sider og perspektiver på bygninger, områder eller landskaber. Som noget nyt er han også begyndt at lave 360 graders panoramabilleder, hvilket giver mange gode muligheder for at fremvise områder på en ny og informativ måde.

– Jeg har købt alt mit udstyr selv, så jeg ikke skal ud og have mellemled. Det har krævet mange timer at sætte mig ind i softwaren, men nu når jeg har sat mig ind i det, så går det nemmere – men der er jo mere redigeringstid end der er flyvetid, fortæller Michael, der ofte filmer i op til 20 minutter for derefter at klippe det sammen til en film på 3-5 minutter.

Det er om at få mængden

En vigtig brik i Michaels markedsføringsstrategi er, at sørge for at vise sit logo i alle de videoer han producerer. Størstedelen af kunderne kommer fra København, og Michael møder dem ved at deltage i et væld af netværk, eller over LinkedIn.

– På LinkedIn har jeg opbygget en gruppe af folk indenfor forsikringsverdenen, netop i forbindelse med skader på huse. Så kan jeg jo poste mine ting til dem og det koster stort set gratis. Man kan også betale for det, men mange gange bliver den jo set og delt af netværket, forklarer Michael.

Michael er meget aktiv i flere forskellige netværk, hvor han får mulighed for at præsentere sin virksomhed, og forklare, hvordan man kan bruge dronerne. Det har vist sig at være en effektiv måde at få nye kunder på, og en af de kunder Michael har mødt på et netværksmøde er en campingplads i Holbæk. Her har han filmet en præsentationsvideo af pladsen, som kan bruges til markedsføring. Videoen virker så godt, at Michael ikke er i tvivl om, at han har fundet en kundegruppe, som er interessant.

– Det er klart – kan du få mængden, så har du noget at gå efter, og campingpladser er et interessant område. Der er lidt med lovgivningen, som vi bliver udfordret med! Men der er 530 campingpladser i Danmark, og de er nødt til at gå ind og kigge på deres markedsføring – og det er det jeg går ind og hjælper dem med – specielt i en tid, hvor der er hård konkurrence med alt, forklarer Michael.

Lige netop det lovgivningsmæssige i at flyve med droner, fylder meget i Michaels virksomhed. Han har selv erhvervet sig et certifikat, der fungerer ligesom et kørekort til dronerne. Derudover sørger Michael for at holde sig orienteret, når der sker ændringer i lovgivningen på området.

– Vi har certifikaterne til at flyve og forsikringerne – vi har det af en årsag – hvis der sker en ulykke, så er vi dækket ind så vi ikke skal gå fra hus og hjem, fortæller Michael: Der findes en masse der har hobby droner, men det er dem, der flyver rundt og laver ballade – der filmer naboens datter og alt det der.

Styrke det lokale

Michael er glad for at bo i Stevns, hvor han er tæt på naturen. Hans drone er også fuldstændig ideel til at vise Stevns fra sin bedste og smukkeste side – og her ser Michael et potentiale til at skabe markedsføringsmateriale til området, der kan tiltrække flere turister. Derfor har han også engageret sig i verdensarvs-partnerskabet.

– Jeg håber jo at det har en effekt på sigt. Det er jo med til at brande Stevns, og at jeg har kvaliteten til at komme ind i et partnerskab – blive en del af noget større. Det er spændende at være med i. Der er så mange muligheder, så udfordringen er nok at blive enige om, hvilken vej vi skal gå for at udnytte mulighederne og potentialet bedst muligt – og så vi skal bare gå målrettet efter dem, mener Michael.

Derudover sidder Michael også i styregruppen for leverandørnetværket til havmølleparken Kriegers Flak, hvilket også giver ham mulighed for at komme i spil som underleverandør til opførelsen og driften af vindmøllerne.

– Vi lægger ligesom grundstenene til samarbejdet nu, så vi står klar til at gå i gang, så snart det er afklaret, hvem der skal stå for opførelsen. Så står vi som en stærk servicegruppe, med et bredt netværk, der har sat nogle klare regler for samarbejdet, forklarer Michael, der venter sig meget af samarbejdet.

Det kræver dedikation

Det er hårdt arbejde at starte en virksomhed op og drive den, men Michael tror hundrede procent på sit projekt.

– Man er nødt til at være dedikeret, for ellers kan du jo være lige meget. Jeg har ikke arbejdsuger på under 60 timer. Til gengæld så er det en fornøjelse for mig at arbejde. Og jeg bliver ikke rig på det, men til gengæld så nyder jeg at stå op hver morgen, fortæller Michael, der dog har store planer for fremtiden.

Indenfor det næste år regner Michael med at have opbygget et netværk med omkring 10 droneoperatører i Danmark, som han kan stå indenfor og trække på, når han får opgaver, der ligger langt fra Stevns.

– Indenfor 3-5 år, så er jeg måske ikke selv så meget ude at flyve, for så har jeg bygget netværket op i takt med at teknologien stiger, så har jeg hyret de her konsulenter ind, så på den måde vokser det. Så skal jeg ud og finde opgaverne, og er også ude at flyve lidt engang imellem for at holde det ved lige. Men det er da helt klart målet, at kunne sige man har skabt der her, med x antal konsulenter eller ansatte, hvis det skulle gå hen og gå så godt, forklarer Michael.

Kommentarer