60 år siden at Martin A. Hansen døde
Strøby: I dag er det 60 år siden, at den lokale forfatter Martin A. Hansen fra Strøby døde, i en alder af 46 år.
Forfatteren Martin A. Hansens liv blev kort, men hans position i dansk litteratur er markant. Han nåede i sit korte liv at skrive flere rigtig gode bøger.
Martin A. Hansen hentede inspirationen til sit omfattende forfatterskab fra sin barndoms egn på Stevns. Han havde en dyb tilknytning til jorden og det traditionelle arbejde, men også til almuekulturen og det kristne livssyn.
Hans hovedværk, den både smukke og lumske dagbogsroman, Løgneren udkom for første gang for 65 år siden, i 1950 og siden er der blevet solgt over 400.000 eksemplarer. Løgneren blev filmatiseret i 1970 med Frits Helmuth i hovedrollen som Johannes Vig.
Desuden blev Løgneren nummer tre i Berlingskes afstemning om Århundredets Danske Bog.
Alligevel er Martin A. Hansen, med virkning fra den 1. august, helt ekskluderet fra folkeskolens og gymnasiernes obligatoriske fælleskanon, der fastlægger hvilke forfattere eleverne skal læse.
Alfred Martin Jens Hansen blev født den 20. august 1909 i Srøby og døde den 27. juni 1955 i København.
Hansen blev født i en meget troende husmandsfamilie i Strøby på Stevns og blev uddannet som lærer på Haslev Seminarium, hvor han fik sin lærereksamen i 1930. Hans far var husmand, mens hans mor kom fra endnu ringere kår. Hansen mente selv, at han fra sin far fik sin tilknytning til jorden, og fra sin mor evnen til at fortælle.
Hansen blev gift med Vera Jensen og sammen fik de to børn, sønnen Hans-Ole Hansen, som blev leder af Historisk-Arkæologisk forsøgscenter i Lejre, og datteren Mette-Lise Hansen.
Kilde: Wikipedia
Kommentarer