60-årig kvinde fra Store Heddinge sigtet for spritkørsel
En kvindelig bilist havde tirsdag held til at standse en 60-årig beruset kvinde fra Store Heddinge ved Klippinge.
Tirsdag den 31. januar klokken 11.12 anmeldte en 35-årig kvindelig bilist, at hun havde held til at standse en bilist, hvis kvindelige fører var tydeligt påvirket af spiritus.
Anmelderen var under kørsel ad Tingvej mellem Hårlev og Varpelev tilfældigt kommet til at køre bag en bilist, der ændrede hastigheden på sin kørsel til at være skiftevis 40 og op til 80 kilometer i timen, ligesom bilen blev ført meget usikkert. Anmelderen fulgte efter til syd for Klippinge, hvor det lykkedes at overhale bilisten og ved nedbremsning at få bilisten standset.
Herefter slog anmelderen alarm til politiet, som efterfølgende kunne anholde og sigte en 60-årig kvinde fra Store Heddinge for spirituskørsel. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Ingen andre trafikanter var i fare trods den usikre kørsel, hvor bilisten også ifølge anmelderen var ovre i den modsatte kørebanehalvdel flere gange.
Kommentarer