Strøby Egede

Solgårdsparken indsamler loppeeffekter

Solgårdsparkens Støtteforening opfordrer folk til at  donere loppeting til støtte for foreningens arbejde

Søndag den 24. september inviterer Solgårdsparkens Støtteforening til den traditionelle Standerstrygning med loppemarked i Solgårdsparken.

Solgårdsparkens Støtteforening opfordrer derfor folk til at rydde op i gemmerne og donere egnede loppeting til støtte for foreningens arbejde. De bedre ting vil blive solgt på den traditionelle auktion der starter klokken 11:30.

Hvis man har bedre effekter, der kan sælges på auktionen, bedes man gøre opmærksom på dette, så de kan tages fra, opfordrer foreningens formand Olli Pedersen.

Solgårdsparkens Støtteforening får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster. Årets kontingent er på 100 kroner.

Man kan aflevere egnede loppeting ved spejderhytten på Strandparksvej 13 i Strøby Egede.

Foreningen tilbyder desuden at afhente ting og sager. Man kan ringe til formanden for støtteforeningen, Olli Pedersen på telefon 27583252 eller næstformand Erik Olsen på telefon 22367385, for at aftale tidspunkt for afhentning.

Foreningen tager ikke imod hårde hvidevarer, gamle fjernsyn og større møbelgrupper.

Loppemarkedet åbner klokken 10. Klokken 14 stryges flaget for 2017 sæsonen.

Solgårdsparken ligger mellem Køge Bugt og Tryggevælde Å i Strøby Egede.

Forfatterinden Karen Bramson byggede i 1904 en såkaldt strandvejsvilla, som fik navnet Solgården.

Her hentede hun inspiration til sine teaterstykker, og samtidig blev det et kulturelt mødested for kunstnere fra store dele af Europa.

Skibsreder Marius Nielsen købte Solgården i 1917 og udvidede haven til en stor park. Under vejledning af en landskabsarkitekt gravede man kanaler, søer og anlagde alleer. På sine rejser i Sydeuropa opkøbte skibsrederen kunstværker, som blev placeret forskellige steder i parken.

Solgårdsparken giver gæsterne mulighed for mange naturoplevelser. Man kan grille, lege og hygge sig ved de faciliteter som Støtteforeningen stiller til rådighed.

Kilde: visitdanmark.dk

Kommentarer