72-årig fra Stege dræbt i uheld på Sydmotorvejen
Haslev: En 72-årig mand fra Stege blev torsdag eftermiddag dræbt i et færdselsuheld på Sydmotorvejen
Torsdag den 3. april var tre efterfølgende uheld på Sydmotorvejen ved Køge skyld i store trafikmæssige problemer.
Klokken 13:55 indløb en melding om brand i en tankbil. Da brandvæsnet kom frem, blev det konstateret, at en dæksprængning havde forårsaget brand i tankbilens undervogn. Branden i tankbilen – der i øvrigt transporterede dyrefoder – blev hurtigt slukket. Trafikken var spærret på grund af røgudviklingen fra branden, men ingen personer kom til skade ved branden.
Klokken 14:32 fik politiet en melding om et færdselsuheld i forbindelse med den brændende tankbil. En 46-årig italiensk mand kørte ad motorvejen i sin bil og opdagede ikke, på grund af uopmærksomhed, at trafikken foran ham stod stille i forbindelse med branden i tankbilen. Den 46-årige kørte derfor direkte ind i bilen foran, der blev ført af en 47-årig kvinde fra Haslev. Den 47-årige kvinde blev fastklemt ved sammenstødet og måtte klippes fri af sin bil. Hun var ved bevidsthed, da hun blev kørt til hospitalet.
Læs også: Sydmotorvejen lukket i begge retninger
Klokken 15:13 fik politiet en melding om et endnu færdselsuheld på Sydmotorvejen ved Køge. En personbil ført af en 72-årig mand fra Stege kørte ad motorvejen i nordlig retning. Da trafikken foran den 72-årige gik i stå på grund af kø, i forbindelse med de andre færdselsuheld, satte den 72-årige farten ned. En 45-årig mand fra Haslev, der kørte i en lastbil bag den 72-årige, var ikke opmærksom på, at trafikken foran var gået i stå, og han kørte derfor direkte ind i den 72-åriges bil. Den 72-åriges blev klemt fast i mellem lastbilen og bilen foran, der også var en lastbil. Den 72-årige var dræbt på stedet. En passager i den 72-åriges bil slap fra uheldet med livet i behold. Efter sammenstødet med den 72-åriges bil, væltede den 45-åriges lastbil og føreren blev klemt fast og måtte klippes fri.
Den 45-årige kom alvorligt til skade – primært med benene og blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter. Der blev rutinemæssigt udtaget en blodprøve fra den 45-årige.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og bilerne. Resultaterne af undersøgelserne kendes endnu ikke.
Kommentarer