Store Heddinge

8 kommuner giver anderledes træningstilbud

Apps og teknologi øger fleksibiliteten i genoptræning og forebyggelse.

Genoptræning efter en operation eller forebyggelse af skader og smerter bliver hjulpet godt på vej, når kommunerne tilsætter moderne teknologi. Det har de erfaret i otte kommuner.

Otte kommuner har i snart ti måneder givet borgere et anderledes tilbud, når de skal genoptræne, træne forebyggende eller træne vedligeholdende. Borgerne får mulighed for at træne derhjemme med vejledning fra en app eller anden teknologi, der hjælper dem med at huske og registrere øvelserne.

Nogle borgere har udelukkende trænet med hjælp fra en app, mens de fleste har kombineret træning i kommunens træningscenter med hjemmetræning og hjælp fra teknologien.

– Det er en god løsning for folk som mig, som har svært ved at komme ud ad døren på grund af helbredet. Det er en stor hjælp til hjemmetræningen, og man husker det, fordi man skal skrive resultaterne ind. Det er nemt og enkelt,” skriver en borger i sin evaluering af træningsforløbet.

Tilbuddet bliver også rost, fordi det gør træningen mere fleksibel, så travle borgere kan få passet træningen ind i hverdagen uden at melde afbud på arbejdspladsen eller til fritidsinteresser.

– Jeg har programmet ved hånden hele tiden. Jeg fik også udleveret et program i papirform, men det blev liggende derhjemme, så det kunne jeg ikke se på, når jeg for eksempel ville lave øvelserne et andet sted. Det var rart at have programmet ved hånden på telefonen, skriver en anden borger i sin evaluering.

Cirka 250 borgere fra Køge, Lolland, Stevns, Holbæk, Faxe, Solrød, Vordingborg og Greve Kommuner har trænet med hjælp fra forskellige typer at teknologi.

Langt de fleste borgere har mulighed for at træne derhjemme med vejledning fra en app til mobiltelefonen eller anden teknologi, der hjælper dem med at huske og registrere øvelserne. Træningsprogrammet bliver individuelt tilrettelagt af en terapeut, hvorefter de i fællesskab kan
evaluere træningen. En lille gruppe har afprøvet træning med sensorer til at sætte på kroppen. Sensorerne registrerer bevægelserne og sender samtidig resultatet ind til kommunens træningsterapeuter. En tredje lille gruppe har afprøvet træning via skærmteknologi.

Til maj skal projektet evalueres, men allerede nu har de otte kommunerne modtaget overvejende positive tilbagemeldinger fra borgerne.

Kommentarer