Hårlev

90-årig Stevnsbo ønsker ikke genoplivning

Hårlev: 90-årige Poul Thorbjørn Petersen bærer et skilt om halsen hvor der står ‘Må ikke genoplives’.

90-årige Poul Thorbjørn fra Hårlev frabeder sig at blive genoplivet, hvis han falder om med hjertestop. Derfor bærer han et skilt om halsen hvor der står ‘Må ikke genoplives’.

– Jeg håber, det får den funktion, at hvis jeg får et hjertestop, så lader de mig dø i fred, siger han til TV 2 Lorry.

– Jeg ønsker jo ikke død på nuværende tidspunkt, for det har jeg det alt for godt til. Men jeg ønsker mig til gengæld heller ikke genoplivet og risikere at leve som en grøntsag, siger Poul Thorbjørn Petersen til TV 2 Lorry.

Men der er faktisk ingen regler, der sikrer at man kan få lov at dø i fred. Kun en læge må afgøre, om ambulancefolk eller plejepersonale må lade være med at forsøge at genoplive en person med hjertestop.

Det ønsker Ældre Sagen ændret, således at man fremover respekterer at personer der bærer et kort, godkendt af Sundhedsstyrelsen, kan undgå at blive genoplivet med en hjertestarter mod deres vilje.

– Så har personalet noget at rette sig efter og lever ikke i det der vakuum, skal-skal ikke, hvor mange jo vil vælge den sikre løsning, som er at genoplive, siger Margrethe Kähler, der er konsulent hos Ældre Sagen, til Politiken.

Poul Thorbjørn Petersen håber, at skiltet omkring hans hals vil blive respekteret.

Kommentarer