97 kommuner deltog i skoletrafiktesten
Stevns Kommune: I alt 97 kommuner deltager i Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens ”Kommunernes Skoletrafiktest 2015”, hvilket er rekord.
Stevns Kommune er den eneste ud af de 98 danske kommuner der ikke har deltaget i skoletrafiktesten i år.
Hvert år tager Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden temperaturen på kommunernes indsats på trafiksikkerhedsområdet i forhold til børn og unge. Det sker med ”Kommunernes Skoletrafiktest”, som angiver hvor gode kommuner, politi og skoler er til at prioritere arbejdet med at gøre børn og unge mere sikre i trafikken. For sjette år i træk viser undersøgelsen fremgang i mange kommuner.
– Hver ulykke med et barn eller en teenager i trafikken er en for meget. Derfor er det en virkelig god nyhed, at stadig flere kommuner sammen med politi, skoler og forældre er så gode til at sikre at børnene kan færdes så sikkert som muligt i trafikken blandt andet når de går eller cykler til og fra skole, venner og fritidsaktiviteter, siger Janne Gundersen, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Se hvordan de enkelte kommuner har klaret sig i testen
I undersøgelsen får kommunerne blandt andet point for, hvor meget skolerne prioriterer færdselsundervisningen og om kommunernes forvaltninger, skoler og politiet har et effektivt samarbejde, som skaber mere sikker trafik på skolevejene og blandt kommunens børn og unge.
Desuden måles kommunerne på, om der afholdes cyklistprøver på skolerne, og om man har regler for, at alle børn skal køre med cykelhjelm, når klasserne skal på tur. Kommunerne måles også på, om de sørger for at inddrage forældrene i arbejdet med at få børnene ud og træne i trafikken, så de er klædt på til den dag, hvor de skal færdes på egen hånd mellem biler og den øvrige trafik.
– Når børnene forlader folkeskolen, stiger deres risiko for at blive involveret i en trafikulykke. Hvis det skal ændres, er det vigtigt at børnene er blevet undervist i færdsel, risiko i trafikken og at man har arbejdet med deres holdninger til trafik. Derfor er kommunernes og skolernes forebyggelsesindsats vigtig for god trafikadfærd og har betydning hele livet, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.
De 17 kommuner i region Sjælland:
- Næstved 96
- Faxe 71
- Sorø 70
- Guldborgsund 60
- Lejre 57
- Køge 55
- Vordingborg 55
- Slagelse 52
- Roskilde 51
- Holbæk 36
- Solrød 36
- Greve 35
- Lolland 32
- Kalundborg 26
- Odsherred 18
- Stevns Ikke deltaget
Fakta om børn i trafikken
- Hvert år kommer cirka 4000 børn i alderen 7 – 14 år på skadestuen efter de er kommet til skade som fodgænger eller cyklist.
- Når børnene forlader skolen efter 9. eller 10. klasse, stiger risikoen for at blive involveret i en trafikulykke.
- 99 procent af ulykkerne i trafikken skyldes menneskelige fejl. Derfor er det vigtigt, at børn og unge undervises i risikoen i trafikken, så de ved, hvordan de passer bedst på sig selv og andre.
Skoletrafiktesten viser
- I 21 kommuner har alle skoler nu en trafikpolitik.
- I 50 kommuner har mere end 40 procent af skolerne en trafikpolitik.
- 74 kommuner svarer, at de følger kommunernes arbejde med trafikpolitikkerne, så de færdige politikker får et liv og ikke blot samler støv på hylden.
Kommentarer