Klippinge

Naturplejedag i Holtug Kridtbrud søndag

naturpleje_holtug_1

Holtug: Alle er velkomne til at komme og være med til at bevare den særlige natur i det gamle kridtbrud på den nordlige del af Stevns Klint

Søndag den 14. september inviterer Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening og Stevns Naturcenter igen i år til Naturplejedag i Holtug Kridtbrud.

Naturplejedagen sidste år var en fantastisk dag med mange flittige hænder, der med håndkraft og knofedt fik luget og fældet en masse uønsket opvækst på de mest følsomme områder i kridtbuddet.

Læs også: 16 ildsjæle hjalp naturen i Holtug Kridtbrud

– Vi starter dagen med at rydde opvækst af især ahorn, pil, birk, dværgmispel samt tagrør og dunhammer ved de to små søer i bunden af bruddet. På den måde er vi med til at sikre de helt specielle lyskrævende plantearter i et kalkoverdrev. Vi giver også de truede store vandsalamandere og kransnålalgerne en hjælpende hånd ved at holde søerne rene og klare, skriver arrangørerne i indbydelsen.

Arrangørerne byder på kaffe, sodavand og kage til det arbejdende folk. Man bedes selv medbringe frokost.

Arrangementet er del af ”Naturens Dag”, hvor Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og en lang række lokalforeninger åbner naturen i hele landet for besøgende. På www.naturensdag.dk kan man søge på arrangementer i nærheden eller få ideer til familiens naturoplevelser på egen hånd.

Arrangørerne medbringer det nødvendige udstyr.

Der er ikke tilmelding. Man møder blot op i praktisk tøj, der kan tåle at blive beskidt. Husk arbejdshandsker.

Mødested er P-pladsen ved Holtug Kridtbrud for enden af Holtug Linievej, 4640 St. Heddinge.

Naturplejedagen i Holtug Kridtbrud foregår søndag den 14. september fra klokken 10 til 13.

Kommentarer