Åbent brev til borgmester Anette Mortensen og politikerne i Stevns Kommune

Kære Anette og Politikere. Velkommen til næsten 4 år som borgmester for Stevns Kommune. Jeg ser frem til et godt samarbejde og håber, at du kommer til at trives på posten.
Indsendt af ejendomsmægler Leo Nielsen, EDC Stevns, Rødvig Hovedgade 35, 4673 Rødvig. Tlf. 56 50 70 20. LN.467@edc.dk
Når jeg skriver til dig allerede nu og efter bare 8-9 uger på posten, skyldes det et presserende ønske og behov, som mange af dine borgere i kommunen har, og som jeg hermed vil gøre dig opmærksom på.
Som ejendomsmægler oplever jeg nemlig dagligt medborgere, som har passeret 55 års fødselsdagen, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og som egentlig har lyst til at sælge den bolig, der har fungeret fint, mens børnene boede hjemme. Nu er boligen blevet for stor, den er uhensigtsmæssig i forhold til deres behov, og lysten til en stor have er der måske heller ikke længere.
Men hvorfor flytter de så ikke bare, tænker du måske. Det gør de ikke, af den simple grund, at der ikke her i Stevns Kommune findes ret mange velegnede boliger, de kan flytte til. Jeg ved også fra tidligere undersøgelser, at 6 ud af 10 af de ældre ikke har noget ønske om at forlade lokalområdet. De vil bare gerne have en mindre bolig.
Her taler vi hverken om plejehjem eller ældreboliger, det er de slet ikke gamle nok til. Vi taler om boliger i ét plan omkring 70-120 kvm., i en lille have som ikke kræver den store energi at holde. Til gengæld må der gerne være faciliteter i form af fælleshus, grønne arealer og et fællesskab med naboerne.
Men hvorfor køber de så ikke bare en grund og får en sådan bolig bygget? Igen er svaret, at de grunde ikke findes, for det er jo ikke den slags grunde kommunen udstykker. Den typiske udstykning her i kommunen er omkring 700- 800 kvm. grund med en maksimal bebyggelsesprocent omkring 30 %. Det er super velegnet til børnefamilien, der har brug for plads og en have til ungerne. Men de lidt ældre borgere vil have en mindre grund, hvor man til gengæld har mulighed for en højere bebyggelsesgrad. Og så vil de have faciliteter i form af fælleshus og et tæt naboskab.
Men er det ikke helt tosset, at tiltrække flere ældre, der både kan få behov for pleje og som måske snart ikke længere er erhvervsaktive, er en typisk borgmesterindvending. Jeg er ikke enig. For det første synes jeg vi skylder alle – unge som gamle – at vi har attraktive boliger for alle aldersgrupper. Men for det andet er det en misforståelse, at vi kommer til at gå glip af de unge. Når de ældre kan få solgt deres bolig, sælger de dem jo netop til de unge.
Og ikke nok med det: De unge sætter også boligerne i stand. Det betyder en øget omsætning til lokale håndværkere, byggemarkeder mv., alt sammen til gavn for kommunekassen. Det er endda min påstand – baseret på min erfaring med boligsalg – at de unge hellere vil have et brugt hus med god beliggenhed til en lidt lavere pris, end de vil have noget nybyggeri på en mark udenfor bykernen.
Så kære Anette Mortensen. Hvor ville det være skønt med en borgmester og et byråd, der tænkte anderledes og som gør op med mange års traditionel udstykningspolitik. De ældre har både lysten og pengene til at bygge nyt. Og de unge skal nok komme til og blive i kommunen, når de kan overtage de ældres boliger, der er netop er beregnet til at rumme børnefamilier.
Jeg håber, at du har lyst til at gå i gang med denne opgave til gavn for vores kommune.
Jeg sender dette som debatindlæg, for hermed at skabe omtale og en god debat om netop dette boligbehov.
Vi tager senere næste step med ældreboliger, så favner vi bredt – det er ligeså et meget hårdt ramt emne, som trænger til væsentlig opbakning. Takker.
Kommentarer