Åbent brev til de politikere som valgte at bryde en budgetaftale
Åbent brev fra en nybagt kommunalpolitiker, til de politikere som valgte at bryde en budgetaftale.
Hvordan kommer vi videre herfra?
Skrevet af Sejer Folke (nybagt medlem af kommunalbestyrelsen)
Jeg begynder idag (1/6), som nybagt medlem af kommunalbestyrelsen på Stevns.
Det er en opgave jeg går til med stor ydmyghed, og sommerfugle i maven.
Jeg skal repræsentere en stor gruppe mennesker på stevns, som har stemt på mig eller mit parti.
Vil det lykkes?
Kan jeg gøre mig værdig til den tillid der er blevet vist?
Mit første møde med de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen var meget positivt.
Der blev udtrykt en grundlæggende enighed om at vi taler ordentligt til hinanden, er ærlige og troværdige, og respekterer når vi har politiske uenigheder.
Derfor var gårsdagens Kommunalbestyrelsesmøde, også en chokerende oplevelse for mig.
En række kommunalbestyrelsesmedlemmer som mit parti lavede budgetaftale med sidste efterår, valgte at bryde aftalen, og fjerne et af de vigtigste aftryk Enhedslisten fik sat på denne aftale.
Jeg ved ikke om de 9 medlemmer som stemte imod indførelsen af en uafhængig borgerrådgiver, har gennemtænkt konsekvensen af deres stemmeafgivning.
Jeg ser det på følgende måde.
For alle som tror på parlamentarismen, og det kommunale selvstyre, så er en budgetaftale et helligt dokument.
Det er årets absolut vigtigste aftale, fordi det handler om – hvordan skatteborgernes penge skal forvaltes i det næste år?
Der bliver brugt måneder på at diskutere og forhandle, men når det sidste punktum er sat, og aftalen skrevet under, så er den hellig.
Hvad sker der, hvis vi som kommunalpolitikere ikke anerkender dette, og bryder en indgået aftale?
Så forsvinder muligheden for at lave aftaler!
Tilliden forsvinder!
Tilbage bliver kun den rå magtpolitik.
Er det hvad vi ønsker?
Derfor er mit åbne spørgsmål til dig (KB medlem som brød budgetforliget).
Hvad vil du gøre for at vi fremover igen kan få tillid til at det er muligt at indgå holdbare aftaler med hinanden i Stevns kommunalbestyrelse?
Kommentarer