Rødvig

Åbent Hus hos Concura i Rødvig

Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd og Jakob Schiøtt fra Concura.
Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd og Jakob Schiøtt fra Concura.

Rødvig: Den socialpædagogiske fond, Concura, åbner en filial i det tidligere Rødvig Børnecenter.

Fredag den 11. september mellem klokken 12 og 16 inviterer den socialpædagogiske fond, Concura, til åbent hus, for at markere at de nu åbner en filial af deres konsulentafdeling i ejendommen, Skørpinge Mark 7.

Concura har allerede afdelinger i Holbæk og Tølløse men udvider nu aktiviteterne til også at omfatte den sydlige del af Sjælland og Lolland-Falster.

– Vi fornemmer, at der er et behov for de konsulentopgaver, vi tilbyder, og det er svært at betjene det hele fra vores adresser i Holbæk og omegn. At det er i Stevns, vi nu opretter en ny filial, er lidt af et tilfælde, og skyldes først og fremmest det gode samarbejde med Stevns Erhvervsråd, fortæller direktør for Concura, Jakob Schiøtt.

Socialpædagogisk arbejde

Concura udfører forebyggende, socialpædagogisk arbejde målrettet børn og unge og deres familier. I de eksisterende afdelinger i Holbæk og Tølløse tilbydes der foruden konsulentopgaver i form af bl.a. familierådgivning og støttet- og overvåget samvær også skole- og dagbehandling, aflastningstilbud, botræning for unge og Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU).

Istandsættelse og indretning

Ejendommen i Rødvig er i de sidste måneder blevet istandsat, så der nu er indrettet kontor og tre store stuer, som ligner almindelige lejligheder. De hjemlige omgivelser skal bruges til familiebehandling i form af bl.a. støttet samvær, overvåget samvær og familierådgivning  og Paragraf 54.

– Rødvig Børnecenter, som tidligere havde hjemme på adressen, knopskød rent bygningsmæssigt af tre omgange, og det betyder, at ejendommen passer meget fint til vores formål, fordi der er køkken og toilet i alle tre sektioner, fortæller Jakob Schiøtt fra Concura, der foreløbig har lejet en tredjedel af de i alt 470 kvadratmeter men har option på resten af ejendommen, fortæller Jakob Schiøtt og han fortsætter:

-Med en ny lokalplan i løbet af 2016 vil vi få mulighed for også at have overnatning på adressen, og det er interessant i forhold til vores planer om at kunne tilbyde forskellige former for aflastningstilbud, hvor en familie – typisk med et spædbarn – f.eks. flytter ind og ’trænes’ i at være forældre og børnefamilie, fortæller Jakob Schiøtt.

Godt naboskab

Det er kommunerne, som visiterer børn og unge og deres familier til Concura, og de første sager er ifølge Jakob Schiøtt allerede tjekket ind i.

-Det er positivt at mærke, at der er brug for os, og vi har også gode forventninger til et godt nabofællesskab med vores umiddelbare naboer her i kvarteret, fortæller Jakob Schiøtt, der har fået flere henvendelser fra borgere, der er nysgerrige efter at vide mere om de nye aktiviteter i ejendommen:

-Som en god start på et godt nabofællesskab med både naboer, lokale borgere og kommunale nøglepersoner inviterer vi derfor til Åbent Hus på adressen fredag den 11. september fra klokken 12 – 16, fortæller han.

Concura vil i den anledning byde på en lille forfriskning, og der vil i dagens anledning være et par mooncars, som børnene kan afprøve på legepladsen.

Concura har pr. 1. september ansat en lokal konsulent, socialrådgiver Christel Zukunft, som også vil være tilstede på dagen sammen med Jakob Schiøtt og klar til at fortælle mere om Concuras aktiviteter.

concura2

Foto: Jakob Schiøtt fra Concura glæder sig til at møde naboer, lokale borgere og kommunale nøglepersoner til Åbent Hus-arrangementet den 11. september klokken 12-16.

Om Concura

Concura er en selvejende, non-profit fond med rødder tilbage til 1895. Fondens formål er at udføre socialpædagogisk arbejde af forebyggende, afdækkende og behandlende karakter til børn, unge og deres familier. Concura består af flere afdelinger i form af skole/dagbehandling, STU, aflastningshus, botræning og efterværn for unge og en konsulentafdeling.

Concuras filial af konsulentafdelingen, som nu åbner i Rødvig, vil tilbyde støttet og overvåget samvær, familierådgivning og -behandling og afdækkende observationer samt bistå i udførelsen af børnefaglige undersøgelser.

Kommentarer