Årets julegave: ”Giv en ged” forvandles til kunstplakat
Den populære velgørenhedsgave ”Giv en ged” kan i år købes som kunstplakat med motiv af kunstneren Leif Sylvester.
Plakaten er trykt i et begrænset oplag, og alle pengene går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps ”Giv en ged”-projekter i verdens fattigste lande.
Motivet er et genoptryk af maleriet ”Der, hvor snegræsset gror”, og plakaten er trykt i høj kvalitet hos Leif Sylvesters egen trykker.
”Giv en ged” er et fantastisk koncept,” siger Leif Sylvester, der er glad for at kunne bakke op om kampagnen.
–Jeg kommer til at tænke på H.C. Andersens ”Konen med æggene”, for en ged kan blive til en kæmpe flok, man skal bare passe dem godt. Jeg kan godt lide tanken om hjælp til selvhjælp. Det, at modtageren selv skal gøre noget for, at gaven kommer til at virke og formere sig, er en sjov deal.
Plakaten kan købes i størrelserne A2 og A3 til henholdsvis 250 kr. og 275 kr. plus porto.
”Giv en ged”-kampagnen har eksisteret siden 2006 og giver danskerne mulighed for at bytte noget af gaveræset ud med velgørenhedsgaver som f.eks. geder, høns og køkkenhaver. Gaverne gives til fattige familier og er med til at sikre en fast indkomst, der både kan give mere mad på bordet og mulighed for at sende børn i skole.
Læs mere på givenged.dk.
Kommentarer