Klippinge

Årets julemærke tegnet af Per O. er på gaden

Se billedserie

Klippinge: Årets julemærke tegnet af den lokale kunstner, Per O., blev i går mandag afsløret af Kronprinsesse Mary på Københavns Rådhus.

Årets julemærke 2016 hedder ”Glædelig jul fra alle skovens dyr”. Ifølge Per O. kommer navnet sig af, at alle skovens dyr samles på selve julenat. Det er noget, der har gjort sig gældende for hele Norden, og har fundet sted så længe, man har kunnet mindes og længere endnu.

Læs også: Per O. skal tegne årets julemærke

– Selvom dyrene deltager i stort antal, er det ikke dem selv, der står for dette arrangement, men derimod nisserne, der alle dage har gjort stor festivitas ud af, at vi går lysere tider i møde, siger Per O. om julemærket og fortsætter:

– Selve hændelsen midtpunkt er et grantræ, som nisserne har pyntet let. I toppen sidder et tændt vokslys. Det er dette lys, det hele drejer sig om. Når lyset brænder ned og går ud, og det gør det jo, bryder alle dyrene ud i en bjæffen, pippen, et uhyrligt bibberi og tutteri, som er aldeles og ganske overvældende for den, der måtte opleve det. Meningen er selvfølgelig, at denne umådelige larm, skal bringe lyset tilbage. Og det gør det. Næste dag lysner dagen lidt tidligere, og sådan fortsætter det jo fremdeles dag for dag.

– Tvivleren vil fornægte det ovenstående. Om ikke andet så fordi, det aldrig er beskrevet før. Men hvor mange er det lige, der tilbringer deres juleaften midt i en kold og nattemørk skov? Jeg derimod, bor midt i Gjorslev Slots Bøgeskov, også juleaften, og kan bevidne, at det er fuldstændigt sand. Det er også derfor, det er mig, der har lavet tegningen.

Årets julemærke kan købes på www.julemaerket.dk samt hos flere end 1900 salgssteder landet over.

Hvad er julemærket?

Julemærket bliver solgt til støtte for børnene på landets Julemærkehjem, som i mere end 100 år har hjulpet udsatte børn. I starten var fokus på børn med tuberkulose, og i dag handler det om at hjælpe børn mod mobning, ensomhed og overvægt.

Kilde: www.julemaerket.dk

Kommentarer