Store Heddinge

Årets Sundhedsdag afholdes 14. juni på Fyret

Stevns Kommune er med, når Mænds Mødesteder Stevns inviterer stevnske mænd til åbent hus på Fyret.

Onsdag den 14. juni fra klokken 12 til 17 inviterer Mænds Mødesteder Stevns i samarbejde med Stevns Kommune til ’Årets Sundhedsdag’ i anledning af ’Men’s Health Week. Temaet for årets Men’s Health Week i uge 24 er ’Mænd som fædre og mænds sundhed’. Det foregår på Stevns Fyrcenter på Fyrvej 2.

Et nøje valgt tidspunkt

– Det skal være tidligt nok for de gamle, og sent nok til at de ’arbejdsramte’ – dem vi kalder vores ’børnehave’- kan være med” siger formand Per Jensen.

Mænds Mødesteder Stevns er ikke et sted folk forbinder med sygdom og lægen, tvært i mod – det er et sted, hvor mænd mødes, er aktive, hygger sig, driller hinanden, bygger om og til og laver nyt – i det hele taget bare ER.

En sidegevinst til alt dette er, at man får det bedre, både for sjæl og krop, når man er sammen om at lave ting, og derfor bakker kommunen op.

– Vi vil selvfølgelig gerne være med til at ændre på den ulighed i sundhed der er mellem mænd og kvinder. Uligheden betyder, at mænd i Danmark lever 3-13 år kortere end kvinder og også er mere ramt af alvorlige sygdomme, siger Birgitte E. Schmidt, der er leder for kommunens sundhedsfremme og forebyggelse. Og hun fortsætter:

– Det skyldes blandt andet at mænd opdager sygdomme for sent. En måde at blive mere opmærksom på, hvordan man har det, er ved at være en del af et fællesskab. Mænds Mødesteder Stevns er sådan et fællesskab, hvor mændene kan finde på at puffe lidt til hinanden og sige – ’Gå nu til lægen, vi gider ikke se dig hænge sådan’ – hvis de opdager, at der er én der går og skranter, eller som ikke dukker op i huset på Blommevej som han plejer.

– Kom og oplev vores fællesskab, se hvad vi laver – og hvad du selv kan lave!, fortsætter Per Jensen.

Hygge, grillmad – og sundhedstjek

– I dagens anledning hygger vi os med grillmad, som vores mad-hold laver klar til klokken 15.30, og kommunen sponsorerer. Vi får besøg af nogle af kommunens sundhedskonsulenter, en fysioterapeut og en fodterapeut, så hvis du har lyst, kan du få lavet et lille ’serviceeftersyn’ af kroppen eller tjekke hvor …stærk… du er.

Sundhedsdagen får også besøg af Ole Sørensen, som kommer og fortæller historien om Stevns Fyr og måske  Verdensarven. Jack Schytt kommer med forskellige Droner og viser dem i luften. Bjarne tager en fuglekikkert med og leder efter vandrefalken.

Kommentarer