Rødvig

Årets vigtigste arrangement for erhvervslivet

Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune inviterer alle erhvervsdrivende fra kommunen til årets helt store begivenhed tirsdag den 24. januar fra klokken 16 til 21 – nemlig Erhvervstræf 2017. Erhvervsdrivende får mulighed for at komme i dialog med politikerne om erhvervsudviklingen, og derudover er der spændende gæsteoplæg ved Niels Zibrandtsen og Michael Brautsh.

Det er gratis at deltage, når Stevns Erhvervsråd i samarbejde med Stevns Kommune inviterer erhvervslivet i Stevns til Erhvervstræf 2017.

Til dette års erhvervstræf vil der være mulighed for at få et indblik i kommunalpolitikernes tanker og visioner for erhvervslivet. Derudover kan erhvervslivet komme i dialog med politikerne i en paneldebat, hvor der både bliver sat fokus på de udfordringer og problematikker erhvervsdrivende oplever, samt erhvervsudviklingen.

Arrangementet byder også på et spændende gæsteoplæg af Niels Zibrandtsen, der er stifteren af Danmarks førende alternative udbyder af fibernet, datacentre og it-outsourcing – GlobalConnect. Niels brænder for udviklingen af Danmarks som videnssamfund, og engagerer sig både i IT-Brancheforeningen, sidder i bestyrelsen i Dansk Internet Forum og er medlem af Teleforum i Erhvervsstyrelsen. I sit oplæg tager han sine lyttere med på en inspirerende rejse gennem GlobalConnect.

Desuden byder aftenen på et gæsteoplæg af Michael Brautsch, der er sognepræst ved Frederiksberg Slotskirke samt feltpræst ved Forsvaret. Michael er altid på jagt efter det, der binder os sammen med mennesker i vores eksistens, vores søgen og spørgen. Michael fortæller om nu’ets kræft og arbejdsglæde, og giver lytterne lejlighed til at give sig selv og sin arbejdsplads et servicetjek, når han stiller skarpt på vores eget ansvar for arbejdsmiljøet.

Erhvervstræf ’17 bliver afholdt tirsdag d. 24. januar kl. 16-21 på Restaurant Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig, og det er gratis at deltage. Tilmelding sker via billetto.dk eller ved at kontakte kommunikationskonsulent Andrea Marchsteiner på telefon 2476 4001 eller e-mail til andrea@stevnserhvervsraad.dk.

Kommentarer