Store Heddinge

Adjungeret professor modtager pris for selvmordsforskning

Niels Buus, adjungeret professor ved Psykiatrien Region Sjælland, modtager Nordentoft-prisen 2018 for sit arbejde med at styrke familieperspektivet i selvmordsforebyggelse og sin forskning i selvmordsforebyggelse.

Professor Niels Buus modtager Nordentoft-prisen for flere forskellige projekter indenfor selvmordsforebyggelse. Buus arbejder både nationalt og internationalt. Hans arbejde har bidraget med ny viden indenfor selvmordsforebyggelse og har blandt andet medført, at flere forskere og klinikere har indset, at det kan være nødvendigt med et stærkt familieperspektiv i selvmordsforebyggelsen – i stedet for alene at fokusere på den selvmordstruede person.

Nordentoft-prisen er indstiftet af Foreningen til Undervisning og Forskning i Selvmordsforebyggelse (FUFS). Den blev uddelt på Psykiatrisygehuset i Slagelse ved den årlige netværksdag for de Selvmordsforebyggende Klinikker.

Niels Buus er i samarbejde med Psykiatrien Region Sjælland i gang med et studie, hvor han undersøger, hvilke behov ældre personer (64+ år) har, når de oplever at miste en af deres nærmeste til selvmord. I dette studie er en gruppe ældre efterladte selv dybt involveret i forskningen.

– Mit selvmordsforebyggende arbejde handler om at forstå, hvordan individer, familier og samfund responderer på selvmordshandlinger, og hvordan vi kan støtte dem i at skabe og øge egne psykologiske og sociale ressourcer, når livet er svært, siger Niels Buus.

Herudover har Niels været involveret i at udvikle Minplan mobil-app’en, der skal hjælpe selvmordstruede. Et igangværende forskningsprojekt undersøger om app’en mere effektivt kan reducere selvmordstanker og andre symptomer i forhold end en kriseplan i papirudgave:

– Vi er glade for, at Niels Buus og hans arbejde med selvmordsforskning er blevet anerkendt på den måde. Han gør en stor indsats indenfor selvmordsforebyggelse, så det er fuldt fortjent at han modtager prisen. Vi er samtidig glade for at kunne være med til at understøtte forskningen og bidrage til de spændende og relevante resultater, siger Lene Lauge Berring, leder af Kompetencecenter for Relationer og Deeskalering i Psykiatrien Region Sjælland.

Nordentoft-prisen består af en check på 10.000 kr.

Kommentarer