Alarmen lød først på brand i villa eller rækkehus
Rødvig: Da Brandvæsnet natten til onsdag blev kaldt ud til en brand i Rødvig vidste ingen hvor det brændte
Natten til onsdag den 15. januar klokken 01.43 blev Stevns Brandvæsen kaldt ud til brand, meldingen lød på en brand i villa eller rækkehus.
Undervejs blev Indsatslederen kontaktet af alarmcentralen, der kunne fortælle at meldingen var usikker. Man vidste ikke præcist hvor det brændte og hvad der var brand i.
Meldingen havde alarmcentralen modtaget fra en beboer, der i sin kikkert kunne se røg og flammer fra området ved fiskerihavnen.
I dette tilfælde var den første opgave for de tilsendte styrker, at finde brandens placering.
– Det blev nu ikke den store opgave at lokalisere brandstedet, for da jeg som indsatsleder ankom til fiskerihavnen, var branden ret voldsom og derfor nem at lokalisere, fortæller vagthavende indsatsleder, Mogens Sandberg Brix og han fortsætter:
– Havnefogeden kom mig i møde, og kunne vejlede om adgangsvejen til stedet.
Allerede ved ankomst var der brand i tre fiskerbåde. Opgaven var hurtigst muligt at få stoppet brandens udbredelse.
Læs også: Brand på 3 fiskekuttere i Rødvig i nat
Der blev sat ind med begrænsning af branden, imod en træbåd hvor branden var på vej til at sprede sig til. Samtidig blev der lavet en slukningsindsats imod de tre både der allerede var i brand.
Tidligt i forløbet sank den båd hvor det skønnes at branden startede. Den sank fordi den var brændt ned til vandoverfladen, og derfor tog store mængder vand ind.
– Efter mere end to timers god og effektiv indsats fra brandfolkene, kunne vi returnere til stationen. Der blev lagt cirka 200 meter slanger ud, på grund af de svære adgangsforhold, afslutter Mogens Sandberg Brix.
Kommentarer