Algade 27 er sendt på tvangsauktion
Store Heddinge: Oluf Hansen Sko A/S under konkurs har sendt forretningsejendommen Algade 27 på tvangsauktion
Forretningsejendommen Algade 27 fremtræder velholdt og indbydende. Der er et pænt indgangsparti til større butikslokale (tidligere skobutik), baglokale med kontor, personalestue/køkken med udgang til have samt toiletrum. Midt i butikslokalet åben trappe til 1. sal med lagerrum i åben forbindelse. Herfra adgang til loftsrum, indrettet til lager, toilet og vask.
Ejendommen er opført i 1887 i mursten med et bebygget areal på 366 m² samt en tagetage på 244 m². Samlet erhvervsareal: 596 m².
Bag ejendommen større grund med græs og flisebelægning samt udhus. Grunden er på 1.005 m².
Fra hovedgaden port til mellemgang, der blev benyttet som lager.
Læs også: Oluf Hansen Sko i Algade er sat til salg
Ejendomsværdien er sat til 1.900.000 kroner, heraf grundværdi 1.432.100 kroner.
Tvangsauktionen afholdes tirsdag den 10. februar klokken 11:30 ved Retten i Roskilde
Læs også: Handelsstandsforeningen søger gamle sko
Kommentarer