Alternative boliglån hitter på Stevns
Stevns Kommune: Stevns Kommune ligger på en 6.plads når man ser på hvor flest danskere søger alternativ finansiering til boligkøb.
En god privatøkonomi er ingen garanti for, at bankerne og realkreditinstitutterne vil udstede et lån til at finansiere et huskøb. Derfor forsøger mange sig på det alternative marked for boliglån.
Låneportalen UdenomBanken har kortlagt, hvor der kommer flest låneansøgninger fra de danskere, som har fået ’nej’ til et boliglån i deres pengeinstitut, og her ligger flere østdanske kommuner helt i top.
På landsplan topper Odsherred Kommune listen, når man sammenholder antallet af låneansøgninger med befolkningstallet, og lige efter følger Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune som de mest populære steder at ansøge om alternativ finansiering, mens Stevns Kommune kommer ind som nummer seks og Kalundborg Kommune som nummer syv.
Samlet set er der indgivet 729 låneansøgninger fra indbyggere i Region Sjælland til UdenomBanken mellem august 2015 og februar 2016, og det er en stigning på 68 procent i forhold til samme periode året før. Heraf var 26 fra indbyggere i Stevns Kommune og 27 fra Faxe Kommune.
Mange huse til under 500.000 kroner
Ifølge Søren Scheibye, udviklingsdirektør i UdenomBanken, er der især to årsager til det stigende antal låneansøgninger.
– Flere købere og ejendomsmæglere er blevet opmærksomme på det alternative lånemarked, fordi diskussionen om finansiering i landdistrikterne har fået stor opmærksomhed i medierne. Desuden er realkreditinstitutterne stadig meget tilbageholdende med at finansiere huse, der koster under 500.000 kr., og dem er der en del af i de områder, vi modtager låneansøgninger fra, bl.a. i Syd- og Vestsjælland, siger Søren Scheibye.
Ifølge boligsiden Boliga.dk er der i øjeblikket over 500 huse til salg for under 500.000 kroner på Syd- og Vestsjælland.
Realkreditinstitutter ser skævt til områder
Cirka tre ud af fire af låneforespørgslerne til UdenomBanken handler om lån til køb af bolig, mens de resterende henvendelser drejer sig om lån i egen bolig til for eksempel omlægning af gæld eller husrenovering, og gruppen af ansøgere er meget forskellig.
– Det er alt lige fra familier til selvstændige og pensionister, som har svært at få finansiering hos deres bank eller realkreditinstitut. De ansøger typisk om lån i områder, som de gamle pengeinstitutter ser skævt til, eller også har de svingende indtægter og passer derfor ikke ind i bankernes skemaer, siger Søren Scheibye.
UdenomBanken har eksisteret siden sommeren 2014 og er i dag en af Danmarks største formidlere af alternativ finansiering med over en kvart milliard i udlån siden opstarten for to år siden. UdenomBanken er ejet af den børsnoterede virksomhed Euroinvestor.com A/S, som blandt andet også ejer boligportalen Boliga.dk.
Kommentarer