Alternativet stiller med to kandidater i Stevns
Medlemmerne fra både Faxe og Stevns Kommune samledes i søndags for at afholde det ordinære årsmøde og opstillingsmøde til kommunalvalget. Der blev valgt kandidater for begge kommuner samt en ny bestyrelse.
Alternativets kommuneforening Faxe-Stevns blev dannet tilbage i oktober 2015 og har oplevet en stabil fremgang siden starten og dermed var det anden gang, at lokale medlemmer fra Alternativet skulle mødes for at afholde et ordinært årsmøde.
På mødet var der valg til bestyrelsen for Faxe-Stevns kredsen, som herefter består af Forperson Kirsten Kock (Stevns), Næstforperson Stine Madvig Evald (Stevns), Kasserer Tove Schjellerup Bundgaard (Faxe), og to menige bestyrelsesmedlemmer, Helle Dalsgaard og Charlotte Agerslet Hansen fra henholdsvis Faxe og Stevns.
– Jeg er glad for at vi har kunnet samle en stærk bestyrelse, der er parat til at gøre en aktiv indsats for Alternativets lokale succes. 2017 er et vigtigt år for vores kommuneforening, og vi vil med forenede kræfter arbejde på at komme i byrådet, i både Faxe og Stevns, udtaler Kirsten Kock. Og hun fortsætter:
– Derfor er vi også rigtig glade for at kunne præsentere vores to kandidater Charlotte og Niels, som har store forhåbninger om et mere demokratisk Stevns, hvor borgerne inddrages.
Charlotte Agerslet Hansen
Den første nyvalgte kandidat for Alternativet Stevns til KV17, er Charlotte Agerslet Hansen, som siden folketingsvalget I 2015, har været medlem af alternativet og aktivt medlem siden august 2016. Hun er 51 år gammel og har arbejdet indenfor IT-branchen, siden hun som håbefuld ung kvinde kom til København. I dag er hun selvstændig freelancekonsulent indenfor, projekt- og procesledelse og bor sammen med sin mand Tobias Yan Skotting, i Skørpinge.
– For mig repræsenterer Alternativet det gode fra alle sider i dagens politiske billede. Min drøm er at vi i fremtiden udtænker løsninger for Stevns, der skabes i et økonomisk, miljømæssigt og socialt ligeværdigt samspil. Ikke mindst for fremtidens bosætnings-, infrastruktur- og beskæftigelsespolitik, udtaler Charlotte Agerslet Hansen og fortsætter:
– Mit kandidatur skal ses som et tilbud om at være katalysator for tankerne om en ny politisk kultur og inddragelse af borgerne i kommunale beslutninger. Det er min overbevisning, at vi finder frem til de bedste løsninger i fællesskab
Niels Jørn Rahbek Hansen
Den anden nyvalgte kandidat er 74-årige Niels Jørn Rahbek Hansen, der er bosat i Klippinge, er gift og har 4 sammenbragte børn. I dag er han pensioneret lærer, men efter 40 år i branchen hvor han primært har arbejdet med udfordrede børn og unge, agerer han stadig i mindre omfang som rådgiver omkring udsatte børn.
– Mine politiske mærkesager er børn, unge og miljø. Jeg går mere op i kvalitet frem for kvantitet, hvor udgangspunktet er visionær realisme, redelige argumenter, at vi har respekt for politisk uenighed hvis denne er redelig og at vi lærer af vores fejltagelser, udtaler Niels Jørn Rahbek Hansen. Han udtrykker desuden at han har en sund skepsis over for mange tilsyneladende sandheder og politik som regneark.
Kommentarer