Anette Mortensen har fået plads i et nyt vækstforum
Stevns Kommunes borgmester har fået en plads i Region Sjællands nye Vækstforum, der skal sikre den vækstpolitiske indsats i regionen i årene 2018-2021.
Regionsrådet i Region Sjælland har mandag den 5. marts udpeget det nye Vækstforum, som skal arbejde med at sætte turbo på erhvervsudvikling, vækst og beskæftigelse i regionen. Det er Regionsrådet, som har ansvaret for den regionale erhvervsudvikling, og de 21 medlemmer af Vækstforum spiller en afgørende rolle i at sikre den vækstpolitiske indsats, understreger regionsrådsformand Heino Knudsen:
– Vækstforum skal udstikke kursen for, hvad Region Sjælland skal leve af om ti år. Den vækstpolitiske indsats har meget stor betydning for regionen, og derfor er det også vigtigt, at indsatsen er bredt forankret hos erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, Videns- og uddannelsesinstitutioner, Regionsrådet og de 17 kommuner i regionen. Det er helt afgørende, at vi får samlet indsatserne, så ikke vi løber i 17 forskellige retninger i Region Sjælland. Vi skal bruge kommunernes styrker i en samlet fælles indsats. Samtidig er det vigtigt, at ansvaret også er stærkt forankret i Regionsrådet, så man har den demokratiske kontrol, udtaler Heino Knudsen.
Uddannelse og jobs
Et vigtigt redskab for Vækstforum Sjælland er den Regionale Vækst- og udviklingsstrategi, ReVUS. Vækstforum skal således også udvikle den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi for 2019-2022. Opgaven i Vækstforum spiller også tæt sammen med alle de andre opgaver, som Region Sjælland har på udviklingsområdet med blandt andet uddannelse, trafik, infrastruktur og den grønne omstilling.
Heino Knudsen peger på, at uddannelse og arbejdspladser er opskriften på den vækst, som også udvikler vores velfærdssamfund.
– Uden vækst og et erhvervsliv i konstant udvikling har vi heller ikke økonomien til at finansiere vores velfærd. Jeg fornemmer, at der også hos erhvervslivet er et stigende ønske om, at vi som region sætter os for bordenden, når det handler om at facilitere og koordinere strategiske indsatser og partnerskaber.
Femern-forbindelse
De store anlægsinvesteringer i regionen skal også udnyttes og komme erhvervslivet til gode.
– Ikke mindst Femern-forbindelsen får stor betydning for Region Sjælland og vil trække store investeringer til vores region. Det skal vi bruge til at sikre varig vækst og beskæftigelse. Det vil også blive et stort fokusområde for det nye Vækstforum, siger Heino Knudsen.
Regionsrådet har udpeget medlemmerne af det nye Vækstforum for perioden 2018-2021 på baggrund af indstillinger fra en række organisationer. Der udpeges også en række tilforordnede. Derfor rummer nedenstående liste af indstillede personer, således også flere navne end de 21 medlemmer af Vækstforum.
Vækstforum 2018-2021:
Regionsrådsformand Heino Knudsen (A)
Peter Jacobsen (O)
Evan Lynnerup (V)
Lars Damgaard, Sorø Kommune
Christina Krzyrosiak, Holbæk Kommune
Gert Jørgensen, Sorø Kommune
Anette Mortensen, Stevns Kommune
Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune
John Dyrby, Slagelse Kommune
Niels Hörup, borgmester Solrød og formand for Kommunernes KontaktRåd (KKR)
Laila Krytz, Regionschef, COWI (Dansk Industri)
Jane Strange, Direktør, Sørup Herregård (Dansk Erhverv)
Claus Nielsen, Ejer, Claus Nielsen Blik og VVS ApS (SMV Danmark)
Jesper Thomassen, Adm. direktør, Nordic Sugar a/s (Landbrug & Fødevarer)
Thomas Kullegaard, Adm. direktør, Kullegaard (Dansk Byggeri, Tekniq, Danske Arkitektvirksomheder)
Mikael Storm Andersen, Regionsdirektør, Nykredit (Finans Danmark og Forsikring & Pension)
Allan Holstener Schmidt, Adm. direktør, A. Schillers maskinfabrik A/S (DA)
Claus Engholm Jensen, Regionskonsulent, Fagligt Fælles Forbund (LO)
Per Struwe Christensen, Næstformand, FTF Region Sjælland
Kathrine Monsrud Ekelund, Akademikerne
Ulla Skaarup, Rektor, Erhvervsakademi Sjælland
Hanne Leth Andersen, Rektor, RUC
Anders Bjarklev, Rektor, Danmarks Tekniske Universitet.
Camilla Wang, Rektor, Professionshøjskolen Absalon
Michael Kaas Andersen, direktør ZBC
Palle Svendsen, direktør Delfi Technologies
Horesta, én tilforordnet.
Fakta
Regionsrådet i Region Sjælland har ansvaret for den regionale erhvervsudvikling. Til at understøtte det arbejde nedsætter Regionsrådet det regionale vækstforum (Vækstforum Sjælland), som samler erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, kommuner og andre erhvervsfremmeaktører i et partnerskab om at skabe vækst og erhvervsudvikling i regionen.
Kommentarer