Debat og politik

Anette Mortensen er den rette kvinde for Venstre Stevns

Når Venstres medlemmer skal vælge spidskandidat d. 28. februar, så vil jeg anbefale at skrive Anette Mortensen på stemmesedlen.

Indsendt af Bjarne Nielsen, Tryggevældevej 4, 4652 Hårlev. Medlem af Kommunalbestyrelsen (V).

Venstre Stevns har brug for en holdspiller, som kan stå i front for en dedikeret gruppe af kandidater, der brænder for Venstres politik og er klar til at yde en holdindsats, der kommer alle borgere på Stevns til gode.

Den snart forgangne periode har været præget af alt for mange personlige holdninger, krav og ultimatum fra enkeltpersoner, der har sat sig selv højere end holdet. Det har tæret voldsomt på det gode samarbejdsklima og givet alvorlige ridser i Venstres renommé – det overlever vi ikke en gang til.

Derfor er det om noget vigtigt, at den person som skal stå i spidsen for Venstre, har vist sig som en sand holdspiller. Her er Anette et rigtig godt bud på en kandidat, som i alt hvad hun har foretaget sig, har sat Venstres politik højest – det være sig budgetaftaler, hvor hele Venstres gruppe har stået sammen om at skabe det bedste resultat for borgerne på Stevns, ikke mindst ved de sidste budgetforhandlinger, hvor ultimative krav, manglende respekt for demokratiet og ingen ønsker om kompromis nær havde endt med et budget, som ville ha kastet Stevns Kommune ud i endnu større økonomiske udfordringer. Med rettidig omhu og politisk mod valgte Venstre at gå imod et ultimatum.

Nogen vil måske påstå, at Anette mangler politisk erfaring, men hvad hun mangler i anciennitet, har hun så til gengæld rigeligt opnået i politisk tæft, godt overblik og sund fornuft. Som leder af en stor kommunal virksomhed gør politisk erfaring det ikke alene, her kommer Anettes 13 års ansættelse i Stevns Kommune hende til gode, for vi har også brug for en person, som har et indgående kendskab til Stevns Kommune som arbejdsplads. Læg til, at Anette har gennemgået en politisk uddannelse på Venstres Talentskole, hvor ledelse, forhandlingsteknik og godt arbejdsklima er tre af de områder, der bliver gennemgået.

Venstre skal satse på en ung fremadstormende kandidat, som både kan og vil gøre en forskel, som er i stand til at lede sit hold gennem succes, krise og udfordringer og ikke mindst formår at skabe et godt politisk samarbejdsklima med alle politiske partier.

Vi har i indeværende periode haft alt for mange situationer, hvor personlige holdninger har overskygget Venstres politik, det er ikke anbefalelsesværdigt for Venstre og borgerne på Stevns – derfor bør Venstres næste spidskandidat hedde Anette Mortensen, for kun med hende i spidsen er vi sikret en holdspiller.

Kommentarer