Vallø

Arbejdsulykke ved Vallø Slot måske straffesag

Arbejdstilsynet blev straks tilkaldt efter arbejdsulykken ved Vallø Slot tirsdag morgen og de skal nu vurdere, om der er tale om en straffesag.

Tirsdag morgen væltede en 54-årig mand fra Vordingborg ned i  voldgraven ved Vallø Slot med en stor gravemaskine. Han kom alvorligt til skade, idet han kom i klemme under den væltede maskine.

For at undgå at han druknede, måtte en læge amputere mandens ene arm på stedet. Han blev derefter fløjet til Rigshospitalet. Tirsdag blev det oplyst, at mandens tilstand var stabil. Politiet havde ikke nye oplysninger om mandens tilstand onsdag.

Arbejdstilsynet blev straks tilkaldt og de skal nu vurdere, om der er tale om en straffesag.

Læs også: Politiet roser frivillige der hjalp ved ulykke ved Vallø Slot

Ifølge Arbejdstilsynet skete ulykken i forbindelse med oprensning af vandplanter i voldgraven. Her havde føreren af gravemaskinen lagt stålplader ud på græsset langs med voldgraven. Efter at han havde renset den første del af voldgraven, gik han i gang med at flytte kørepladerne. Men kørepladerne begyndte at glide, så gravemaskinen væltede på hovedet ned i voldgraven.

Ovenpå den dramatiske ulykke har Arbejdstilsynet i første omgang givet et såkaldt strakspåbud.

– Arbejdstilsynet har i første omgang givet et strakspåbud, hvor virksomheden skal sikre gravemaskiner mod nedstyrtning ved voldgrave. Derudover er sagen overdraget til Arbejdstilsynets jurister til vurdering af, om der er grundlag for en straffesag, siger tilsynschef i Arbejdstilsynets tilsynscenter Øst, Brian Brink Larsen til TV Øst.

Kommentarer