Årbogen ”Stevns før og nu” er udkommet

Stevns: De lokalhistoriske arkiver i Stevns Kommune har for 15. år i træk udgivet en årbog med titlen ”Stevns før og nu”
Vallø Lokalhistoriske arkiv i Hårlev og Stevns Lokalhistoriske Arkiv i Store Heddinge har traditionen tro i fællesskab udgivet en årbog med historiske tilbageblik på den nyere fortid i Stevns Kommune. Det er femtende år i træk at årbogen, der er en glimrende julegaveidé, udkommer.
Bogen er en spændende palet af erindringer og fotografier. Kaj Hansen fra Risby fortæller erindringer fra krigens tid og karetmager og hjulmand Mads Hansen fra Holtug, fortæller sine erindringer. Derudover får læserne historien bag Hårlev Mejeri og produkter, en beskrivelse af de stevnske gravhøje og de gamle møller på Stevns. Man kan også læse om en af egnens mest markante lærere ”Vilhelm Hellested, en stevnsk personlighed”.
Bogen indeholder også uddrag af farvehandler Ludvig Krauses erindringer fra Store Heddinge omkring 1870. Arkivleder fra Vallø Lokalhistoriske Arkiv, Jørgen Holstein har skrevet om Det Østsjællandske Jernbaneselskab (ØSJS) eller Østbanen. Bogen slutter med uddrag af Gustav Grønvolds erindringer. Årets billedsider viser “Stevnske arbejdspladser, der ikke findes mere”.
Årbogen »Stevns før og nu«, der koster omkring 200 kroner, er på 160 sider og kan købes i forretninger i lokalområdet, på begge lokalhistoriske arkiver samt i Køge Boglade
Lokalarkiverne har desuden et godt tilbud på “ældre udgaver”. Se mere her
Kommentarer