Store Heddinge

Årets Bøgeskovstævne afholdes på søndag

Gjorslev Bøgeskov: DGI Storstrømmen inviterer på gymnastikopvisning, motionsløb og petanque ved det traditionsrige Bøgeskovstævne på søndag

Idrætten er omdrejningspunktet, når DGI Storstrømmen på søndag den 17. juni har lagt det 450 kvadratmeter store trægulv ud ved traktørstedet Gjorslev Bøgeskov, for at afholde et sommerstævne for alle DGI Storstrømmens foreninger

Stærke traditioner, fællesskab og idræt trækker store som små til Gjorslev Bøgeskov. I mere end 80 år har skoven hvert eneste år dannet rammen om dette hyggelige familiestævne.

Mange spiller traditionen tro petanque og rigtig mange kommer blot for at opleve stemningen og for at få en hyggelig dag i det grønne, med madkurve og skovturstæpper.

Der vil dagen lang være flotte gymnastikopvisninger. 650 gymnaster fra hele landsdelen vil i et bredt sammensat program, fremvise deres akrobatiske færdigheder der spænder vidt fra hiphop til spring.

Bøgeskovløbet skydes i gang på distancerne 5 og 10 kilometer og en halvmaraton, alle tre ruter i et varieret og kuperet terræn – på både grusog skovveje.

DGI har arrangeret en petanque doubleturnering med skiftende makkere, en turneringsform med herlige sociale elementer, så man ikke kan undgå at lære andre udøvere at kende.

De mindste kan dagen igennem lege med stylter, pedaler, bolde, frisbees og scoops på græsarealet. Der vil også være mulighed for at lave popcornhalskæder og blæse kæmpesæbebobler.

Bøgeskovsstævnet tiltrækker normalt et par tusinde glade motionister, så det er ikke hensigtsmæssigt at møde op i sidste øjeblik, da parkeringspladserne er svært tilgængelige. DGI sørger for hjælpere i skoven til at sikre, at alle kommer godt og sikkert igennem dagen.

Som oftest skinner solen hele dagen, kun 2 gange i stævnets historie har stævnet måtte afbrydes helt pga. regn. Men hvis solen svigter sælges der regnslag ved indgangen.

Kommentarer