Store Heddinge

Astronomisk træf på Stevns Naturcenter

Solobservation_med_filtre

Stevns Klint: Astronomisk Forening for Køge Bugt og Astronomisk Selskab indbyder traditionen tro stevnsboerne til Astronomisk Træf

Fra fredag den 13. marts klokken 19:30 til søndag den 15. marts indbyder Astronomisk Forening for Køge Bugt og Astronomisk Selskab traditionen tro stevnsboerne til Astronomisk Træf.

Men hvis man gerne vil overnatte og spise med, kan man tilmelde sig ved at sende en mail til Peder Danielsen på mailen: peder_danielsen@hotmail.com. Det koster 360 kroner og først-til-mølle gælder.

Både fredag og lørdag aften fra klokken 21 står der observationer af stjernehimlen på programmet.

Lørdag klokken 10 er der et gratis foredrag om ‘Galakser og gammaglimt’ ved
Professor Johan Fynbo fra Dark Cosmology Centre, Københavns Universitet.
Søndag klokken 10.00 afholder fysiker Malene Flagga et foredrag om ‘Liv i universet’

Som altid er dele af programmet gratis og åben for alle, man skal bare møde op.

Interesserede kan se det fulde program på www.afkb.dk under Stevns Træf 2015

Regnvejrsforedrag

Hvis vejret mod forventning ikke er til observation, vil der undervejs være kortere oplæg ved deltagerne på træffet, som ved tilmelding har tilbudt dette.

Kan du selv tilbyde at holde et regnvejrsforedrag på max. 20 minutter så skriv det i mailen ved tilmelding

Den mørke stevnske nat

Arrangørerne håber at mange vil benytte denne lejlighed til at komme væk fra byens lysforurening og møde andre astronomi-interesserede under Stevns’ mørke himmel. Ifølge kortet over lysforureningen i Danmark er grænsemagnituden for stjernehimlen over Stevns på ca 5,7 ud af 6 mulige.

Tag derfor dit teleskop med, hvis du har et, for her er chancen for at se nye objekter og få gode tip af andre amatørastronomer.

Deltagerne plejer at medbringe udstyr i alle størrelser og typer, som du kan få lejlighed til at kigge i.

Astronomisk Forening for Køge Bugt medbringer for eksempel sin 16” dobson samt nogle teleskoper til observation af solen.

Teleskoperne anvendes også om dagen. Solen er stadig aktiv med solpletter og flares, som kan studeres sikkert gennem solfiltre og H-alfa filtre.

Stjernehimlen i marts 2015. Et lille overblik.

På forårets stjernehimmel kan man blandt andet se stjernebilledet Løven. Til højre for Løven findes stjernebilledet Krebsen, hvor vi finder planeten Jupiter med 4 måner der er så lysklare at de ville kunne ses med det blotte øje – hvis Jupiter ikke stod lige ved siden af. I sydvestlig retning findes vintertrekanten der dannes af stjernerne Sirius (Store Hund), Procyon (Lille Hund) samt Betelgeuze (Orion). I Orion finder vi også Orion tågen – en fødeklinik for nye stjerner.

I Tyren over Orion finder vi stjernehobene Plejaderne, Hyaderne samt supernovaresten M1 der også kaldes Krabbetågen. Her så kinesiske astronomer en klar stjerne i år 1054 der var synlig på daghimlen. Ydermere har vi i marts et meget smukt udsyn til Mælkevejen som nemt kan ses.

Fredag den 20. marts 2015 i ugen efter Stevns Træffet er der i øvrigt en partiel solformørkelse synlig fra Danmark i dagtimerne – hvis vejrguderne er med os. Formørkelsen er total på Færøerne

Kommentarer