Asylcenter Sigerslev får en måned mere
Store Heddinge: Røde Kors’ asylcenter Sigerslev på Mandehoved fortsætter foreløbig en måned mere.
Stevns Kommune købte i efteråret den tidligere flyverkaserne ved Mandehoved, for at ombygge den til midlertidige boliger til flygtninge. Kommunen overtog officielt ejendommen den 1. november. Men Udlændingestyrelsen har lejet bygningerne frem til den 31. december.
Asylansøgerne skal dog ikke flytte ud mellem jul og nytår. Det skriver Dagbladet.
Læs også: Nye asylansøgere kommet til Mandehoved
– Vi har aftalt med styrelsen, at Center Sigerslev kan fortsætte foreløbig frem til 28. januar. Det er den dato, hvor vi efter planen påbegynder renoveringen af ejendommen, siger forvaltningsdirektør Jakob Bigum Lundberg, Stevns Kommune, til Dagbladet.
Jakob Bigum Lundberg oplyser desuden at en yderligere forlængelse af asylcentrets levetid, kan komme på tale, hvis det ikke spænder ben for renoveringen, der ifølge planen skal være færdig den 1. juni.
Kommentarer