Store Heddinge

Babysalmesang er et hit i Lille Heddinge

Lille Heddinge: Hvad søren foregår der egentlig ved sådan en gang babysalmesang. Find ud af det i denne reportage fra Stevns.nu’s besøg i denne uge og se de skønne billeder i galleriet

Da jeg åbner døren ind til Lille Heddinge kirke denne regnvåde onsdag formiddag, mødes jeg af lyden fra et keyboard og syngende kvindestemmer i kor.

Dikke-dik, dikke-dik… lyder den simple tekst og et hastigt kig ind i kirkerummet bekræfter mig i, at jeg er ankommet til det rette arrangement: Babysalmesang.

10 kvinder står ned gennem kirkegangen i den lille charmerende kirke – de ni af dem med en baby i favnen – den sidste holder om en lille bamse i stedet for den ægte vare.

Det må være Maria. Hun bruger bamsen til at instruere mødrene i, hvordan de bedst kan inddrage deres små børn i de sang- og sanse-lege, som er på programmet i dag.

Maria er leder af babysalmesang-holdet her i kirken og hun har givet grønt lys for at jeg kunne komme forbi i dag.

Kirkens organist, Dennis, sidder ved et keyboard foran alteret.

Da dikke-dik-sangen er færdig, rejser han sig og går ned til kirkeorglet i den anden ende af rummet.

Klukken og begejstrede hvin

Imens placerer mødrene sig på stole med de små på skødet, og nu skal der leges en lille leg med baby-tæer. Der lyder kluk og hvin fra de små, og man trækker uvægerligt på smilebåndet og bliver helt blød i maven, når man hører deres begejstring.

Så synges og danses der til salmerne “Gud ske tak og lov” og “Nu titte til hinanden”. Dennis betjener orglet og Maria synger for. Stemningen er tryg, rar og emmer af baby-hygge.

Det sidste stykke tid af babysalmesangen bliver brugt på gulvet foran alteret. Her ligger der et tæppe og en masse babydyner. Selv om pladsen er trang – og døbefonden for nogens vedkommende må fungere som ryglæn – så finder alle en god plads.

Inde midt i rundkredsen, slår Maria en kæmpe vifte ud og sørger nænsomt for, at de små kan mærke luften fra viften. Bagefter skal de op og ligge på deres mødres skinneben og have en flyvetur. Senere igen deler hun tynde, farvede tørklæder rundt, og så skal der leges borte-tit-lege.

Derefter putter mødrene børnene ind til sig, så de kan finde ro, og der synges en stille sang – nogle få utilfredse lyde har også gjort det klart for enhver, at nu er der vist sket nok for i dag.

Efter-hygge i våbenhuset

Allersidste punkt for den lille gruppe er hygge i våbenhuset.

Der er dækket op med drikkevarer og lidt spiseligt, og mødrene får nu tid til at snakke sammen.

Ind imellem de nødvendige bleskift, amme-ture og putninger, forstås.

Børn og mødre kommer blandt andet fra Rødvig og Holtug, medbringende deres små drenge og piger i alderen 6 uger til 7½ måned. En enkelt mor er helt lokal, hun bor i byen og synes det er skønt, at der endelig er noget, som hun for en gang skyld bare kan  hen til, frem for altid at skulle køre. Nogen kommer her sammen med kvinder fra deres mødregruppe, andre igen er her på eget initiativ. Fælles for dem alle er, at de har lyst til at give deres lille barn denne oplevelse i kirken med salmesang og sanse-oplevelser.

Samtidig er det også rart med et lille afbræk i hverdagen, der ofte er kærkomment, når man går hjemme med et lille barn.

Mens jeg kanter mig hen mod døren kan jeg ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at æraen som småbørnsmor er overstået for mit vedkommende.

Nyt hold igen til efteråret

Sang, musik, bevægelse og rytmik i kirkerummet. Det er de fire elementer hvorpå babysalmesangen bygger. Det er kirkesanger i Strøby kirke, Maria B. Høyer, der  sammen med organist Dennis Venzel, styrer løjerne.

Babysalmesangen i Lille Heddinge kirke kører over 10 uger og er så populært, at holdet allerede er overtegnet. Maria B. Høyer fortæller at der startes et nyt hold til efteråret.

Interesserede kan orientere sig om næste holdstart på http://sogn.dk/lilleheddinge/

[nggallery id=57]

Kommentarer