Store Heddinge

Bedre information om medicin til udsatte borgere

Kampagne på apoteker og i lægehuse skal gøre udsatte borgere, og borgere med lav indkomst opmærksom på mulighederne for få adgang til nødvendig medicin.

 

Udsatte borgere og borgere med lav indkomst skal have bedre information og vejledning om de eksisterende muligheder for at få støtte ved køb af medicin.

Med bedre viden og vejledning om mulighederne for supplerende støtte til dækning af medicinudgifter vil færre udsatte borgere og borgere med lav indkomst forhåbentlig undlade at købe den nødvendige medicin. Derfor skal en oplysningskampagne, som øger fokus på de eksisterende støttemuligheder, søsættes i januar i samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Børne- og Socialministeriet.

– Der er behov for at gøre en ekstra indsats for, at udsatte borgere får kendskab til, hvordan de kan få del i de forskellige tilskudsordninger, vi har til medicin. Medicin får man, fordi man har brug for det, og det skal udsatte borgere med lave indkomster ikke føle sig nødsaget til at fravælge. Jeg håber kampagnematerialet bliver godt modtaget overalt i landet og at alle vil bidrage til, at det når ud til de rette, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Kampagnen gennemføres i samarbejde med landets apoteker og praktiserende læger, kommuner og en lang række foreninger. De har fået tilsendt materialer i form af pjecer til ophæng og fri afbenyttelse samt oplysningsvideoer til brug på informationsskærme på apoteker, i lægepraksis og kommunernes jobcentre.

Materialerne indeholder kort information om relevante regler om tilskudsberettiget medicin efter sundhedsloven generelt og om tilskudsmuligheder uden for sundhedsloven for specifikke målgrupper. Formålet er dels at oplyse, dels at hjælpe borgere videre til de steder, hvor de kan få vejledning og hjælp til at søge om relevante tilskud.

Informationskampagnen er finansieret over satspuljemidlerne for 2018 med 0,5 millioner kroner til sundheds- og Ældreministeriet på baggrund af et samråd 1. marts 2017, hvor beskæftigelsesministeren lovede at gøre udsatte borgere opmærksom på de eksisterende muligheder for at få supplerende hjælp til medicinudgifterne.

Kommentarer