Samfund

Bedre sikkerhed og udsyn med naturpleje

Det er nogle er træerne her ved klintekanten i Højerup der skal beskæres

Som en del af naturplejen langs Stevns Klint kan man for tiden høre motorsavens summen i Højerup.

En vigtig del af arbejdet med verdensarven er Stevns Kommunes store indsats på naturplejeområdet. Selvom klinten er et levende naturområde, så skal det passes og sikres i bedst mulige omfang. I øjeblikket er det ved Højerup, at der bliver beskåret og fældet træer. Det sker i samarbejde mellem kommunen, Højeruplund og Verdensarv Stevns.

– Nogle af de her træer og buske spærrer for udsynet til kirken. Det betyder, at gæsterne kommer meget langt ud på kanten for at se kirken og det er farligt, forklarer Berith Burkandt, leder af Natur og Miljø i Stevns Kommune. – Her går sikkerhed og udsyn hånd i hånd, og vi kan imødekomme dem begge ved at fælde og beskære nogle få træer.

Naturplejen er en naturlig del af at passe på området og sker hele året og med hjælp fra både dyr og mennesker. I foråret var det græssende geder på klinten, også ved Højerup, som spiste løs af vegetationen, så både udsyn og færdsel blev bedre. Og i løbet af sommeren var der work camp med unge fra hele verden, som i 11 dage hjalp til med klinteplejen. Blandt andet samlede de affald ved Bøgeskoven strand og i Holtug Kridtbrud, fjernede buskads og sikrede udkigskiler flere steder, også ved Harvig og Stevnsfortet.

Senere i løbet af efteråret renser kommunen også kirkedammen i Højerup og beskærer træer langs Hovedskovvej, som i dag er en del af Trampestien.

Kommentarer