Bedre trivsel på skolerne i Stevns Kommune
Stevns Kommune: Skolerne i Stevns Kommune har medvirket i den nationale trivselsundersøgelse, og resultatet er positivt. Undersøgelsen viser, at flere elever trives bedre i skolen.
– Trivselsundersøgelsen viser en forbedring af elevernes trivsel fra 2015 til 2016. Den er gennemført med elever fra 0.-3. klasse og 4.-9. klasse, der har svaret på en række spørgsmål. Blandt svarene kan vi bl.a. se, at flere elever er blevet gladere for at gå i skole, flere er blevet gladere for deres klasse, og færre elever giver udtryk for, at de bliver mobbet, fortæller Anton Svendsen, centerchef Børn & Læring, og tilføjer:
– Det er dejligt at se, at skolernes arbejde med trivsel har båret frugt. For udover at det skal være rart at gå i skole, så er et godt undervisningsmiljø en forudsætning for, at eleverne også kan udvikle sig rent fagligt.
– Der er stadig områder på de enkelte skoler og klasser, hvor vi kan blive bedre, og vi skal fortsat arbejde med trivslen. Det bliver en opgave, som skolerne tager fat på her i det nye skoleår, når de skal arbejde videre med resultaterne, siger Anton Svendsen.
Skoler følger op på trivselsundersøgelsen
Skolerne vil i den kommende tid udarbejde en plan for, hvordan der skal følges op på undersøgelsens resultater. Den enkelte skole udvælger de områder, som kan og skal forbedres for at sikre et endnu bedre undervisningsmiljø.
Elever og forældre får præsenteret klassens resultater af deres lærer. Formålet er at skabe opmærksomhed og involvering i forhold til de indsatser, der skal styrke elevernes trivsel.
Trivselsundersøgelser på Stevnsskolerne
Trivselsundersøgelsen omfatter Stevns Dagskole samt de tre store folkeskoler; Hotherskolen, Strøbyskolen og Store Heddinge Skole.
Siden 2010 har Stevns Kommune gennemført trivselsmålinger blandt eleverne på skolerne. Trivsel indgår som et fokusområde i kommunens skolepolitik 2014 – 2020.
Fremover skal elevernes trivsel måles årligt på alle landets folkeskoler. Det sker som led i folkeskolereformens nationale mål om, at elevernes trivsel skal styrkes. Den første nationale trivselsundersøgelse blev gennemført i 2015.
Kommentarer